Tennis

Federer kræver klar OL-udmelding

Da Japan i øjeblikket kæmper med en ny bølge af coronavirus, er der tvivl blandt atleterne om OL-afholdelsen.

Den schweiziske tennisspiller Roger Federer opfordrer de ledende personer omkring OL til at sætte en stopper for usikkerheden omkring sommerens lege i Tokyo i Japan og træffe en endelig beslutning om, hvorvidt legene løber af stablen eller ej.

Det siger han i et interview med den schweiziske tv-station Leman Bleu.

Federer, der har vundet 20 Grand Slam-titler gennem tiden, håber at kunne føje en sidste OL-deltagelse til sit glorværdige cv.

Men også i år vækker pandemien bekymring omkring, hvorvidt legene kan afholdes, efter at de måtte udskydes sidste sommer.

Japan kæmper i øjeblikket med en ny bølge af coronavirus, og Tokyo er stadig under nødretstilstand, hvilket blandt andet betyder, at barer og restauranter er lukket, og sportsbegivenheder afholdes uden tilskuere.

"Lidt mellem to stole"

Derfor er der stadig stor tvivl om, hvorvidt det er realistisk for de tusindvis af internationale atleter at komme til landet i juli og august.

Federer har lyttet til myndighederne i Japan, der agter at fortsætte med planerne, men han er også bevidst om, at mange japanere er imod afholdelsen.

- Helt ærligt, så ved jeg ikke, hvad jeg skal tænke. Jeg er lidt mellem to stole, siger Federer i interviewet med Leman Bleu.

- Jeg ville elske at spille ved OL og vinde en medalje for Schweiz. Det vil gøre mig stolt. Men hvis det ikke sker på grund af coronapandemien, vil jeg være den første til at forstå det.

- Jeg tror, at atleterne har brug for en endelig beslutning: Skal det ske, eller skal det ikke ske?, siger Federer.

Trods kritik fra flere sider har den japanske regering gentagne gange lovet at afholde legene som planlagt fra 23. juli til 8. august.

Federer, der i år er vendt tilbage fra en lang knæskade, har deltaget ved OL fire gange tidligere. I 2008 vandt han guld i herredouble med landsmanden Stan Wawrinka i Beijing, mens Federer vandt sølv i single ved OL i London i 2012.

Den 39-årige schweizer gør i øjeblikket klar til at spille den anden turnering siden sit comeback, når han i næste uge deltager ved Genève Open.