Tennis

ATP åbner sag mod Holger Rune

ATP understreger, at der ingen plads er til homofobiske bemærkninger i tennis. Holger Rune-lejren forventer ingen straf.

Herrernes internationale tennisorganisation, ATP, undersøger nu, om Holger Runes homofobiske udtalelser skal have konsekvenser.

Organisationen fortæller i et skriftligt svar til TV 2 SPORT, at de har åbnet en sag mod den danske tennisspiller.

- ATP er engageret i at sikre et inkluderende miljø for alle spillere, ansatte og fans, og der er absolut ingen plads til homofobiske bemærkninger i tennis.

- I henhold til sektion 8.04 N.2 i Player Code of Conduct er ATP i gang med at undersøge kommentarerne af Holger Rune under en kamp lørdag 5. juni 2021 i ATP Challenger 80 i Biella, og enhver beslutning vil kommunikeres ud til den tid, oplyser en talsperson fra ATP i en mail til TV 2 SPORT.

Kamera opfangede skældsord

Det var i lørdagens semifinale ved challengerturneringen i italienske Biella, at Holger Rune råbte voldsomme skældsord mod sin modstander, Thomas Etcheverry, fra Argentina

Kameraet bag banen opfangede blandt andet følgende, der blev råbt på dansk:

- Din kussespiller, mand!

- Du kan kraftedeme ikke noget selv! Du går bare og spiller bøsserøv!

Holger Rune øverst i billedet bruger homofobisk skældsord mod sin modstander efter en duel.

Holger Rune vandt sættet og kampen, men optagelserne florerede på nettet efterfølgende.

Ingen historik med ukvemsord

Mor og manager til Holger Rune, Aneke Rune, regner ikke med, at der kommer nogen straf.

- Holger har talt med ATP under turneringen, og da Holger i øvrigt ikke er registreret for nogle forseelser hos ATP af nogen art, så kan jeg ikke forestille mig, der foretages yderligere i en sag, hvor Holger på to point råber forkerte ord af sig selv. Udover en advarsel, der nok skulle have været kommet under kampen, skriver hun i en sms til TV 2 SPORT.

- Derudover har Holger offentligt undskyldt sine ord både til TV 2 og på sin instagram. Vi skal huske, at vi ikke taler om en spiller her med en historik for hverken ukvemsord eller anden intimiderende adfærd overfor hverken modspillere, dommere, boldbørn og lignende.

Ked af sin opførsel

Søndag eftermiddag undskyldte Holger Rune over for TV 2 SPORT sine udtalelser i semifinalen.

- Det var på ingen måde for at såre nogen. Jeg har fuld respekt for homoseksuelle. Jeg vil aldrig nogensinde sige sådan nogle ting igen, sagde han.

- Personligt er jeg ked af min opførsel, for jeg har ikke lyst til at være en type, der går rundt og siger sådan nogle ting.

Vil du sige undskyld til dem, der måtte føle sig stødt?

- Ja, 100 procent. Jeg elsker forskelligheder. Jeg har ingenting imod bøsser og lesbiske. Ingenting. Det var bare lige i momentet. Jeg kunne lige så godt have sagt tissemyre, vasketøj, pis eller noget helt andet. Det var slet ikke for at såre ham eller såre nogen overhovedet.

Holger Rune vandt challengerturneringen efter en finalesejr på 6-3, 5-7, 7-6 over Marco Trungelliti. Det var den 18-årige danskers hidtil største turneringssejr.