Tennis

Russer spiller sig i French Open-semifinale i syvende forsøg

Anastasia Pavlyuchenkova er for første gang nogensinde i en grand slam-semifinale efter syv kvartfinaler.

Syvende gang blev lykkens gang for Anastasia Pavlyuchenkova.

Den russiske tennisspiller har seks gange tidligere stået i en grand slam-kvartfinale, men først tirsdag lykkedes det hende at spille sig videre til semifinalen i French Open.

Det skete, da hun besejrede Elena Rybakina fra Kasakhstan i tre sæt med cifrene 6-7 (2-7), 6-2, 9-7.

Rybakina havde ellers slået Serena Williams ud i ottendedelsfinalen.

- Der er så mange følelser forbundet med at nå en grand slam-semifinale for første gang, siger 29-årige Pavlyuchenkova ifølge nyhedsbureauet AFP.

Russeren, der er nummer 32 i verden, står i semifinalen over for Tamara Zidansek fra Slovenien, der i sin kvartfinale slog spanieren Paula Badosa ligeledes i tre sæt.

Hos mændene er sjetteseedede Alexander Zverev også semifinaleklar, efter at han besejrede Alejandro Davidovich fra Spanien.

Zverev vandt overbevisende i tre sæt med cifrene 6-4, 6-1, 6-1.

I semifinalen venter der tyskeren hård modstand i form af enten andenseedede Daniil Medvedev eller femteseedede Stefanos Tsitsipas. De to spiller senere tirsdag.