Wimbledon

Osaka dropper Wimbledon

Efter sit farvel til French Open har Naomi Osaka ikke været i kamp. Hun kommer heller ikke til Wimbledon.

Naomi Osaka stiller ikke op i Wimbledon. Til gengæld melder hun sig klar til OL i Tokyo, siger hendes agent, Stuart Duguid, i en mail til nyhedsbureauet AFP.

- Hun vil tilbringe tid med venner og familie. Hun bliver klar til OL og glæder sig til at spille foran hjemmepublikum, skriver agenten.

Tennisstjernen trak sig i slutningen af maj fra French Open, og siden har hun ikke spillet en kamp.

Før grand slam-turneringen havde hun bebudet, at hun ikke ville stille op til pressemøder, og da hun ikke stillede sig til rådighed efter sin sejr i første runde, blev hun straffet.

Arrangørerne gav hende en bøde og en advarsel om, at hun kunne ende med at blive smidt ud af grand slam-turneringen.

Da hun trak sig fra French Open, fortalte hun i et opslag på sociale medier, at hun havde kæmpet med depression, og møder med pressen havde ført til angst.

Efter opslaget modtog hun stor støtte fra nuværende og tidligere topspillere.

Siden meldte hun også afbud til en WTA-turnering i Berlin, og nu går der altså endnu længere, før verdensranglistens nummer to kommer i kamp.

23-årige Osaka har vundet syv WTA-titler i karrieren, og hele fire af dem har været i grand slam-turneringer.

Hun opnåede karrierens største triumf på den helt store scene, da hun besejrede Serena Williams i finalen og vandt US Open i 2018. Siden er det blevet til endnu en sejr i den amerikanske turnering, mens hun har vundet Australian Open to gange.

Osaka er aldrig nået længere end tredje runde i Wimbledon. OL har hun endnu ikke deltaget i.