Præcis 41 år efter Björn Borgs sidste Wimbledon-triumf tog hans søn over
Leo Borg, der er søn af ikoniske Björn Borg, vandt sin første kamp ved juniorernes Wimbledon. Nu vil han gå i sin fars fodspor.
Med sin venstre hånd løftede han den guldbelagte pokal, imens han sendte et lille, skævt smil ud til publikum.
I dag er det præcis 41 år siden, at Björn Borg vandt Wimbledon-turneringen i 1980. Det var hans femte på stribe og blev også den sidste.
Der er dog en ny Borg på vej. Hans søn, Leo, vandt mandag sin første kamp ved juniorernes Wimbledon. Den 18-årige svensker slog serbiske Marto Topo med 6-3, 6-7, 6-0 i sin første kamp på det ikoniske anlæg.
Leo Borg, der er 18 år gammel, kan mærke historiens vingesus og håber, at han kan gå i sin fars fodspor.
- Det er meget specielt at være her ved Wimbledon. Jeg ved, at min far spillede her så mange gange, og så stoppede han. Det er meget specielt at være derude (på Wimbledon-anlægget, red.) og føle, at det måske en dag er det mig, der præsterer det samme som min far, siger Leo Borg til engelske Metro.
- Han sagde til mig, at jeg skulle nyde det, fordi det er altid specielt at spille på Wimbledon. Bare nyd det, sagde han til mig.
Vil gå sine egne veje
Bjorn Börg kom dog også i Wimbledon-finalen for 40 år siden – i 1981 - men hans sidste kamp ved turneringen blev til et nederlag til den evige rival John McEnroe.
Det er naturligt, at tennisverdenens øjne er rettet mod Leo Borg på grund af det eftermæle, hans far har forladt sig. Dette forsøger han dog ikke at tænke på.
- Jeg vil gøre tingene på min måde, gå mine egne veje, og det er ikke godt at tænke over presset. Mit mål er at være en professionel tennisspiller og spille på højeste niveau.
- Jeg ved, at det er svært at komme dertil, men jeg gør mit bedste og forhåbentlig lykkes det, siger Leo Borg.
Leo Borg er seedet som nummer 14 ved turneringen. Han skal møde vinderen af kampen mellem Vojtech Petr og Daniel Merida Aguilar.