Wimbledon

Stjerner forsvarer britisk komet efter kritik

Den britiske komet blev tunget til at trække sig fra Wimbledon mandag. Efter kritik fra John McEnroe får hun nu støtte fra engelske stjerner.

- Det så ud til, at det hele blev lidt for meget for hende. Hvor meget kan man håndtere? Det er det, der er spørgsmålet.

Sådan lød det fra den tidligere Wimbledon-vinder John McEnroe, efter den britiske komet Emma Raducanu måtte trække sig fra den ikoniske turnering mandag.

McEnroes konklusion kom umiddelbart efter kampen, og det har mødt stor kritik, da man på det tidspunkt ikke var helt sikker på, hvad årsagen var til, at hun trak sig.

Efterfølgende har hun selv forklaret, at hun ikke kunne trække vejret og blev rådet til ikke at spille videre.

Kritikken fra John McEnroe er dog ikke faldet i god jord hos flere store engelske sportsstjerner, der står bag Raducanu.

- Det skete for mig, da jeg spillede for U16-holdet mod Wales. Jeg kan huske det til den dag i dag. Der var ingen forklaring på det, og det er aldrig sket siden. Du skal være stolt af dig selv. Hele landet er stolt af dig, og jeg er glad for at læse, at du har det bedre, skriver Manchester United-spilleren Marcus Rashford.

Timingen er problemet

Den britiske stjerne Andy Murray var også hurtig til at svare John McEnroe igen, hvor det især var tidspunktet for kommentaren, han mente, der var forkert.

- Der er ingen tvivl om, at mental styrke kan være det, der er forskellen på de bedste i sporten, men man kan ikke bedømme det ud fra den kamp. Jeg synes, at det, McEnroe sagde, var fair nok, men timingen var ikke god, når ingen vidste, om hun var skadet, syg - eller hvad der var sket, siger Murray.

Den engelske landsholdsspiller Jude Bellingham er også ude med en støttende besked til den unge brite.

- Godt klaret med dine store præstationer, Emma. Op med hovedet og fortsæt, skriver han.