Wimbledon

Djokovic er klar til ny Wimbledon-finale og er tæt på rekord

Novak Djokovic skal søndag spille sin grand slam-finale nummer 30 i karrieren. Han kan vinde for 20. gang.

Den serbiske tennisstjerne Novak Djokovic er videre til Wimbledon-finalen efter sejr i tre sæt, 7-6, 7-5, 7-5, over Denis Shapovalov fra Canada.

Vinder Djokovic Wimbledon for sjette gang i karrieren, tangerer han rekorden for flest grand slam-titler. I øjeblikket topper Roger Federer og Rafael Nadal med 20 triumfer hver.

I søndagens finale venter italienske Matteo Berrettini. Han har aldrig stået i en grand slam-finale før. Det kommer Djokovic til at prøve for 30. gang.

Tidligere fredag spillede niendeseedede Berrettini sig i finalen med en sejr på 6-3, 6-0, 6-7, 6-4 over polske Hubert Hurkacz. Berrettini er den første italiener til at spille sig i en Wimbledon-finale i single.