Wimbledon

Han voksede op blandt ulve – nu kan han blive den i flokken, der hyler højest

I dag har Novak Djokovic mulighed for at sikre sin 20. Grand Slam-triumf. Hans vej til de mange titler har langt fra været ligetil.

Han klatrede i træerne på de bjergrige skråninger omkring Beograd. Han ville have en pause fra sine to yngre brødre.

Novak Djokovic voksede op i det krigshærgede Jugoslavien, hvor hans familie havde svært ved at få det til at hænge sammen. Derfor var Novak ofte efterladt med sine to yngre brødre, Marko og Sjordje, som han skulle passe på.

Når dette blev for meget, søgte han væk og ud i naturen. Det daværende Jugoslavien, der i dag er blevet til Serbien, har en stor bestand af ulve, og der er så mange, at der drives jagt på dem. På flere af disse ture i skoven, forklarer Djokovic, at han har set og studeret rovdyrene på tæt hold.

Novak Djokovic siger, at han derfor har delt et specielt bånd med ulvene, og han forklarer, at han nogle gange bruger den energi på banen.

- Jeg tænker på ulvene som mine åndelige vejledere. Det gør jeg, fordi jeg har set nogle ulve som barn, hvor de hylede i bjergenes skove, da jeg voksede op. Det møde gjorde mig bange, men det gjorde også, at jeg kom tættere på dem, har Novak Djokovic forklaret under Wimbledon-turneringen.

- Der er en forbindelse, jeg kan mærke det. Den tager jeg med mig, og det hjælper mig med at finde energien, når jeg skal bruge den. Den energi bruger jeg til at råbe og hyle på banen, men for det meste giver det mig bare ren energi.

Det er et øjeblik, som står som stærkt i min familie, fordi det formede vores liv

Novak Djokovic om sin opvækst

Energien fra ulvene skal være med til at sikre ham titlen i Wimbledon, hvor han skal møde Matteo Berrettini i finalen.

Vinder han kampen, har han vundet 20 Grand Slam-titler, og dermed bringer han sig op på siden af Rafael Nadal og Roger Federer, der også hver har vundet 20.

Men ifølge tenniseksperten Mats Wilander har Djokovic potentialet til at overgå de to andre, selvom han først kan udligne dem. Ja, faktisk kan han blive endnu større.

- Hvis han vinder, kan han komme op på 20 Grand Slams, og vi er nødt til at tale om, om han er den største nogensinde. Og jeg tror ikke, han er færdig endnu, siger han ifølge Tennishead.

Du kan se finalen mellem Djokovic og Berrettini på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY klokken 15.00 søndag.

Har lært af sparsom opvækst

Djokovic kom til verden 22. maj 1987. Ret tidligt fik han en miniketsjer i hænderne og en blød skumbold, og den blev, som hans far forklarer det, "den mest elskede i hans liv".

Da hans brødre kom til verden, var det dem, der blev træningsmakkere.

- Vi tog nogle bordtennisbat, satte forhindringer på midten af banen i stuen og spillede minitennis, mens vi stod på vores knæ, siger den yngste bror, Djordje.

- Vi smadrede alle mulige ting i huset, og vores mor klagede. Men vores far sagde: "Du skal ikke stoppe dem – dette er, hvad de elsker at lave", forklarer han.

Det betød ikke noget, at tingene blev smadret, selvom det langt fra var guld og rigdomme, familien kunne bryste sig af.

Djokovics sparsomme opvækst kom til udtryk med det, familien havde til rådighed at leve for.

- 10 D-mark var måske som 10 dollars, og min far sagde, at det var alt, vi havde. Så på det tidspunkt skulle vi holde sammen mere end nogensinde og finde en måde at overleve på, har Novak Djokovic tidligere beskrevet.

- Det er et øjeblik, som står som stærkt i min familie, fordi det formede vores liv.

Novak Djokovic er kendt for sit ikoniske brøl og har brugt det flere gange under Wimbledon.

Forlod Serbien som 12-årig

Som seksårig blev Novak Djokovic sendt på en tennistræningslejr, der blev organiseret af klubben Teniski Klub Partizan.

Den tidligere tennisspiller Jelena Gencic stod i spidsen for lejren, og hun beskrev den seksårige spiller som det største talent siden Monica Seles, der blandt andet var nummer et i verden og vandt ni Grand Slam-titler.

De følgende seks år arbejde Novak Djokovic med Gencic, inden han indså, at han skulle til udlandet, hvis drømmen om en professionel tenniskarriere skulle realiseres.

Jeg har haft en rejse, der måske er lidt anderledes end de fleste andre spilleres

Novak Djokovic

Novak Djokovic forlod sit hjemland som 12-årig, da han tog til Niki Pilics akademi i München.

Her trænede han hver dag, fik nok at spise og fik sine første sejre.

Som 14-årig vandt han de første internationale turneringer i både single og double.

Første Grand Slam-titel i 2008

Han blev professionel på ATP Touren i 2003, hvor man primært tørnede ud i Futures og Challenger-turneringer, hvor det blev til tre sejre i hver.

I 2006 kom han i top-40 i verden, efter han formåede at spille sig i kvartfinalen i French Open, imens han også nåede fjerde runde i Wimbledon det år.

Han vandt sin første ATP-titel i Dutch Open i Amersfoort, hvor han ikke tabte et eneste sæt undervejs.

Det samme formåede han i 2008, hvor han spillede sig i finalen i Australien Open. I semifinalen besejrede han tilmed den forsvarende mester, Roger Federer. I finalen besejrede han franskmanden Jo-Tilfried Tsonga i fire sæt og sikrede sig sin første Grand Slam-titel.

Resten er historien, og søndag eftermiddag kan Djokovic sikre sig sin 20. Grand Slam-titel og nummer 85 i alt.

Serbiske Novak Djokovic vandt sikkert i tre sæt over chilenske Cristian Garin. Video: TV 2 SPORT

Har haft en anderledes rejse

Ulven er et af tre nationaldyr i Serbien. De to andre er den hvide ørn samt lossen, og de er hinandens konkurrenter.

Djokovics evige konkurrenter har altid været Roger Federer og Rafael Nadal. Federer er kendt for sin elegante stil, der kan sammenlignes med ørnens svæv, imens Nadals aggressivitet nærmer sig lossens jagtstil og nådesløshed.

Med en 20. titel vil Djokovic have udlignet i duellen med de to andre rovdyr. Men ifølge Djokovic selv har han en fordel i det store regnskab, som de andre ikke har.

- Jeg ser ikke mig selv som en underdog. Jeg har bare haft en rejse, der måske er lidt anderledes end de fleste andre spilleres, der er på Touren. Jeg er taknemmelig for det, jeg har været igennem, fordi min rejse har hjulpet mig med at blive den person og spiller, jeg er i dag. Jeg har lært ting om mig selv – hvordan man kæmper og ikke giver op, siger han ifølge ATP.

To ting er sikre: Han kommer til at give alt i kampen mod Matteo Berrettini søndag eftermiddag. Og hvis han skal bruge noget ekstra energi, kommer han til at hyle og råbe, så hans indre ulv kommer frem.