Tennis

Stort comeback af Holger Rune mod top-100-spiller

Overlegent spil i andet og tredje sæt sender Holger Rune videre i svenske Båstad.

Se ATP-turneringen fra Båstad på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY

Det danske tennistalent Holger Rune sikrede sig tirsdag en fin skalp, da han slog verdensranglistens nummer 91, Radu Albot, med 4-6, 6-3, 6-0 i første runde af ATP-turneringen i svenske Båstad.

Holger Rune var sejrsikker og udkonkurrerede hans modstander, Radu Albot, i ATP Båstad. Video: Caroline Tarrasson

18-årige Rune sikrede sig dermed et møde med Skandinaviens suverænt bedste mandlige spiller, den 22-årige nordmand Casper Ruud, der er topseedet i Båstad.

- Det bliver helt sikkert en svær kamp. Jeg har mødt ham én gang i år, og han smadrede mig. Det er en ny kamp og andre forhold, men det bliver helt sikkert svært. Han er en fantastisk spiller, især på grus. Jeg er klar på at kæmpe og håber på at få tilskuerne med mig igen.

Kampen startede lige, og Albot vandt første sæt med 6-4 efter et tidligt servegennembrud.

Albot brød igen til 1-0 og holdt serv til 2-0 i andet sæt.

- Jeg var meget nervøs i starten og fandt ikke mit niveau. Han kom stærkt ud. Jeg blev ved med at kæmpe, og med støtte fra det her fantastiske publikum sagde jeg til mig selv, at jeg skulle blive ved, siger Holger Rune i vinderinterviewet.

Men så tog Holger Rune sig ellers gevaldigt sammen, og derfra gik det pludselig meget stærkt.

Rune vandt andet sæt 6-3, og i tredje sæt var der tale om en regulær magtdemonstration af den danske teenager mod sin 13 år ældre modstander, der blev tildelt et æg på bare 24 minutter.

Kampen mellem Holger Rune og Casper Ruud spilles ifølge norske NTB torsdag. Rune glæder sig allerede til kampen.