Tennis

Suveræn nordmand sætter Holger Rune på plads i Båstad

Norske Casper Ruud var suveræn og slog sikkert danske Holger Rune i ATP-turneringen i svenske Båstad.

Det 18-årige danske tennistalent Holger Rune tabte torsdag 0-6, 2-6 til Nordens højest rangerede spiller, nordmanden Casper Ruud.

I anden runde af ATP-turneringen i svenske Båstad var verdens nummer 16 en alt for stor mundfuld for den danske teenager.

Casper Ruud satte skabet på plads allerede i et hurtigt første sæt, som han vandt 6-0 på 24 minutter.

Mislykket comeback

Holger Rune, der er nummer 211 i verden, kom bedre med i andet sæt, men 22-årige Casper Ruud var sin modstander overlegen på grusset.

Rune kæmpede sig til en 1-3-reducering i andet sæt og fejrede det med begge arme i vejret og et stort smil, og siden holdt han også serv til 2-4, men derved blev det også.

Næsten fejlfri nordmand

Den topseedede nordmand erkender, at han ramte en særlig god dag.

- Der er ekstra pres på, når man er seedet nummer et. Og i en kamp mod en yngre skandinav er det endnu større.

- Men jeg havde et professionelt mindset og spillede fra første til sidste point en kamp nærmest uden nogen fejl, siger Casper Ruud umiddelbart efter kampen.

Kampen var Ruuds første i turneringen, da han var oversidder i første runde. Her slog Holger Rune verdensranglistens nummer 91, Radu Albot, med 4-6, 6-3, 6-0.

Det er anden gang, at Casper Ruud slår Holger Rune sikkert. I deres første møde vandt Ruud tidligere i 2021 med 6-2, 6-1 i Monte Carlo.