OL Tokyo 2020

17-årig komet misser OL efter positiv coronatest

17-årige Gauff er ærgerlig over at misse muligheden for at få opfyldt OL-drøm, men håber på flere chancer.

Det amerikanske tennistalent Coco Gauff er blevet testet positiv for coronavirus og misser dermed OL.

Det oplyser Gauff på sociale medier søndag.

17-årige Gauff stod ellers til at blive den yngste OL-deltager i tennis siden 2000.

Men med den positive test slutter hun sig til en lang liste af topspillere, som ikke kommer til at deltage i OL i tennis.

- Jeg er skuffet over at kunne dele nyhederne med jer om, at jeg er blevet testet positiv for covid-19, og at jeg ikke komme til at deltage i OL, skriver Gauff på Twitter.

- Det har altid været en drøm for mig at repræsentere USA ved OL, og jeg håber, at der kommer mange flere muligheder for mig for at få drømmen til at gå i opfyldelse i fremtiden.

Store stjerner har meldt fra

Gauff er nummer 25 i verden og skulle have stillet op i både double og single.

Legene, der er blevet flyttet et år på grund af pandemien, står til at begynde fredag.

Gauffs udmelding kommer, to dage efter at den australske tennisspiller Alex de Minaur blev testet positiv inden afrejse til Tokyo.

Flere af sportens største navne har allerede meldt fra til OL. Det gælder blandt andre Rafael Nadal, Roger Federer, Serena Williams, Simona Halep, Dominic Thiem, Stan Wawrinka og Nick Kyrgios.

Men verdensetterne Ash Barty og Novak Djokovic ventes begge at skulle i aktion.