OL Tokyo 2020

Tårerne flød, da kræftramt spanier takkede af

Der var tårer og gråd, da Carla Suárez Navarro havde spillet sin sidste tenniskamp ved de olympiske lege i Tokyo.

Følelserne var ikke til at tage fejl af, da Spaniens damedouble med Carla Suárez Navarro og Garbiñe Muguruza tirsdag blev slået ud af OL i Tokyo.

Længe omfavnede de to spillere hinanden. Tårerne forlod øjnene for derefter at trille ned ad kinderne.

- Det er mange følelser. Jeg er gået igennem noget grimt, det ved alle. Vi ønskede virkelig at gøre det godt. Vi har spillet sammen i mange år. Det her var vores sidste kamp, fortalte den grædefærdige Carla Suárez Navarro i et interview efter kampen ifølge norske VG.

I interviewet er det tydeligt, at Navarro flere gange puster ud for at finde sig selv, inden hun fremstammer ordene. For en stund forsøgte doublemakkeren Muguruza endda at medvirke, men hun var så følelsesmæssigt påvirket, at hun ikke magtede det og forsvandt ud af billedet igen.

En 14-årig lang karriere havde nået sin ende.

Karrieren tog en forfærdelig drejning

Forklaringen for den intense udladning af følelser skal ikke kun findes i, at parret har spillet deres sidste tenniskamp.

Navarro fik i september 2020 en besked, der vendte livet på hovedet. Hun fik konstateret Hodgkins lymfon, der er en form for lymfekræft. Egentlig havde hun besluttet sig for, at OL i Tokyo skulle være hendes sidste turnering, men da legene blev udskudt, droppede hun derfor sin deltagelse helt.

Men efter otte måneder med kemoterapi kunne hun i april 2021 meddele, at hun var kræftfri. Undervejs i behandlingen bestemte hun sig for at afslutte sin karriere af egen fri vilje og ikke på grund af sygdom. Derfor meldte hun sig alligevel klar til OL, selvom det ikke var planen.

- Jeg glæder mig meget til at gå på tennisbanen en sidste gang. Jeg vil også sige farvel til fansene og alle dem, der har støttet mig. At se frem mod Rolland Garros (French Open, red.) og OL har hjulpet mig meget mentalt. Mere end noget andet, sagde hun til Olympics.com forud for sin første OL-kamp.

Den spanske damedouble tabte 1/8-finalen til schweiziske Belinda Bencic og Viktorija Golubic med 2-1 i sæt. Efter kampen satte Navarro i et opslag på Instagram ord på, hvordan dagen har været, og hvilken ære det har været at spille med Muguruza.

- Vi ønskede at give os selv endnu en sejr efter alt, hvad vi har lagt i det, men det var ikke muligt. At spille ved din side har været en ære og et privilegium. Mange tak for at give mig dette OL og tak for evigt, skriver hun blandt andet, hvortil Muguruza i kommentarsporet svarer.

- Nu begynder jeg at græde igen.

I 2018 vandt Caroline Wozniacki over Carla Suárez Navarro i kvartfinalen af Australian Open. En turnering, danskeren senere gik hen og vandt.

Carla Suárez Navarro har i sin aktive karriere vundet tre turneringer på WTA-niveau. I 2016 nåede hun sjettepladsen på verdensranglisten.