OL Tokyo 2020

Djokovic misser gylden mulighed ved OL

Den serbiske tennisstjerne Novak Djokovic faldt helt sammen i sin OL-semifinale og tabte i tre sæt til tysker.

Novak Djokovic har misset muligheden for at blive den første herrespiller, der vinder en Golden Slam.

Fredag tabte den serbiske verdensetter sin semifinale ved OL til den fjerdeseedede tysker, Alexander Zverev, med 6-1, 3-6, 2-6.

Djokovic så ellers ud til at have fuldstændig styr på kampen, da han brød tyskerens serv til 3-2 i andet sæt efter at have vundet første sæt suverænt.

Men Zverev slog tilbage med et øjeblikkeligt break og fandt storspillet frem med i alt otte vundne partier i træk.

Djokovic havde muligheden for at vinde en såkaldt "Golden Slam", der er en OL-titel plus de fire store grandslams i samme år.

Serberen havde allerede gennemført tre femtedele af bedriften ved at vinde både Australian Open, French Open og Wimbledon tidligere i år, men må altså nu "nøjes" med at jagte en "Grand Slam" i US Open senere i år.