OL Tokyo 2020

- Jeg har det forfærdeligt, siger Djokovic efter knust OL-drøm

Novak Djokovics drøm om at vinde OL-guld i Tokyo brast, da han tabte semifinalen til Alexander Zverev fredag.

- Det føles så forfærdeligt lige nu. Jeg kan ikke tænke positivt.

Den serbiske tennisspiller Novak Djokovic lægger ikke skjul på, at skuffelsen over semifinalenederlaget i herrernes singlesemifinale ved OL ramte ham hårdt.

Verdensetteren med de 20 Grand Slam-titler på meritlisten havde endda vundet første sæt 6-1 og var oppe med et break mod tyske Alexander Zverev, som dog leverede et stort comeback.

Han brød tilbage, vandt andet sæt 6-3 og tog afgørende sæt med 6-1. Djokovic har vundet alt, der kan vindes i tennisverdenen - bortset fra OL-guld. Og det sker altså heller ikke i år.

Han skal nu i stedet spille om bronze i såvel single som mixeddouble ved OL i Tokyo, og med en dåbsattest, der siger 34 år, har han formentlig ikke mange skud tilbage i bøssen for at hente et stykke OL-guld i karrieren.

- Jeg har det forfærdeligt. På alle måder. Men i morgen kan forhåbentlig være en frisk start, lyder det fra den skuffede serber på pressemødet efter kampen.

- Den største spiller i historien

Han skal nu møde spanske Pablo Carreño Busta i bronzekampen i single, mens 24-årige Zverev er klar til guldkamp mod russeren Karen Khachanov.

Selv om Zverev var lykkelig for sin store sejr, så havde han også overskud til at komme med trøstende ord til Djokovic.

- Som jeg har sagt, er han den største spiller i historien, og han vil ende med at have vundet flest Grand Slam-titler af alle nogensinde, siger tyskeren.

Djokovic ligger øjeblikkeligt side om side med både Roger Federer og Rafael Nadal i kampen om flest Grand Slam-titler i historien. De har alle tre vundet 20.

Alle tre har også vundet samtlige fire Grand Slam-turneringer, men det er kun Rafael Nadal, der også har en OL-guldmedalje i single. Den vandt han i 2008. Han har også en i herredouble fra 2016. Federer har også en guld i double fra 2008.