Tennis

Holger Rune vinder ny turnering

Endnu en challenger-turnering sluttede med Holger Rune som vinder, da han besejrede en kroatisk modstander.

Holger Rune buldrede lørdag aften videre mod verdens top-100 med endnu et flot resultat.

Den danske tennisspiller vandt challenger-turneringen i Verona med en finalesejr på 6-4, 6-2 over kroatiske Nino Serdarusic.

Det var anden uge i træk, at Rune vandt en turnering på tennissportens næstøverste niveau.

I sidste uge vandt Holger Rune en turnering i San Marino og drønede op som nummer 162 i verden. Danskeren kan se frem til endnu et spring i den rigtige retning på verdensranglisten, når den opdateres igen.

Med en status som fjerdeseedet mod verdens nummer 304 var Holger Rune da også udråbt som favorit af bookmakerne i lørdagens finale.

18-årige Rune fik i kampens tredje parti kampens første chance for et servegennembrud, men missede den.

I stedet fulgtes spillerne ad til stillingen 4-4, før det gik galt for kroaten. Rune lagde bolden helt ned i hjørnet på en breakbold, og dommeren konstaterede ved selvsyn, at placeringen var perfekt.

Det bragte Rune på 5-4, og danskeren lukkede sættet i egen serv.

Kroat røg ud af rytmen

Andet sæt gik en anelse nemmere for Holger Rune.

I tredje forsøg lykkedes det at bryde Serdarusic' serv til 2-1, og danskeren trak sig sejrrigt ud af endnu et langt parti, som bragte ham på 4-1.

Så befandt den undertippede kroat sig i lidt af et hul, og det var han ikke i stand til at kravle ud af.

Foran 5-2 afværgede Holger Rune fire breakbolde og lukkede kampen efter 1 time og 37 minutters tennis.

Holger Rune har nu vundet tre turneringer på challenger-niveau i karrieren. I juni vandt den unge dansker turneringen i italienske Biella.