Tennis

Tauson møder navnesøster i årets sidste Grand Slam

Clara Tauson får i Clara Burel fransk modstand, når første runde løber af stablen i US Open i næste uge.

Clara Tauson var i bowlen, da der torsdag blev trukket lod til US Opens første runde, og der venter fransk modstand til det danske tennistalent.

I årets sidste Grand Slam-turnering skal 18-årige Clara Tauson således op imod navnesøster Clara Burel, der har 20 år på bagen. Går Tauson videre til anden runde, kan hun møde verdensetteren Ashleigh Barty.

Hovedturneringen ved US Open bliver skudt i gang mandag i New York-bydelen Queens, men det præcise spilletidspunkt for opgøret mellem Clara og Clara er endnu ikke på plads.

Tauson er højere rangeret end Burel

De to har ved flere lejligheder krydset klinger på tennisbanen.

Allerede som juniorer var de to i duel - blandt andet ved en turnering i Canada i 2018. Her vandt dengang 15-årige Clara Tauson med 6-1, 6-0.

På seniorniveau mødtes de to første gang i februar 2020. Her vandt Clara Tauson, fordi Clara Burel måtte trække sig med en skade.

Det seneste møde mellem de to var i august 2020. Her vandt Clara Tauson med 3-6, 6-4, 6-3.

Clara Tauson møder op til US Open med en frisk turneringssejr i erindringen. I weekenden vandt hun således en WTA 125-turnering i Chicago.

Den franske modstander Clara Burel er på nuværende tidspunkt nummer 91 i verden. Clara Tauson ligger nummer 77.

Barty åbner mod tidligere topspiller

I første runde skal australske Ashleigh Barty op imod russiske Vera Zvonareva, der er nummer 101 i verden. 36-årige Zvonareva har tidligere i karrieren været helt oppe som nummer to i verden.

På herresiden er feltet stærkt decimeret. Blandt andre Roger Federer, Rafael Nadal og sidste års vinder, Dominic Thiem, har meldt afbud.

Novak Djokovic, som er nummer et i verden, skal i første runde møde en endnu unavngivet kvalifikationsspiller.

Det kunne potentielt være Holger Rune, som i disse dage deltager i kvalifikationsturneringen.