Tennis

Holger Rune klar til US Open – skal møde verdens bedste

Holger Rune er for første gang klar til en Grand Slam-turnering efter tre sejre i US Open-kvalifikationen.

Holger Rune er klar til et af karrierens absolutte højdepunkter. Den 18-årige danske tennisspiller skal spille sin første Grand Slam-turnering.

Det lykkedes natten til lørdag dansk tid for Holger Rune at vinde sin tredje kamp i træk i kvalifikationen til US Open.

Holger Rune, der er nummer 145 i verden, vandt kampen mod tyske Mats Moraing med cifrene 6-4, 3-6, 6-3 efter lidt over to timers spil. Moraing er verdens nummer 239.

I første runde har den unge dansker fået den værst tænkelige lodtrækning. Holger Rune skal i karrierens første Grand Slam-kamp op mod selveste Novak Djokovic, der er nummer ét på verdensranglisten. Det fremgår af US Opens hjemmeside.

- Det bliver en kæmpe kamp og en lærerig oplevelse. Han skal nyde hvert sekund, hver bold. Djokovic er storfavorit til at vinde kampen, så hvert parti, som Rune vinder i kampen, vil være en lille sejr, siger TV 2 SPORTs tennisredaktør, Henrik Jensen.

Føring fra start

I første sæt indledte Holger Rune opgøret med at bryde sin modstander med det samme og komme foran 1-0.

Det blev det eneste servegennembrud i første sæt, da ingen af duellanterne formåede at spille sig frem til breakbolde.

Mats Moraing svarede dog stærkt tilbage i andet sæt, da han brød Holger Rune og kom foran 5-3.

Kort efter kunne tyskeren serve andet sæt hjem, men danskeren bed godt fra sig og spillede sig frem til et par breakbolde. Men de blev ikke udnyttet, og så stod det 1-1 i sæt.

Da Holger Rune førte tredje sæt med 5-3, blev kampen imidlertid afbrudt af regn. Omkring klokken 01.30 dansk tid var det muligt at genoptage kampen, og danskeren kunne serve kampen hjem.

Med cifrene 6-3 satte han dermed punktum for kampen.

Har tidligere trænet med Djokovic

Kvalifikationen til US Open er dermed fuldendt, efter at Holger Rune vandt tre ud af tre af sine kampe i kvalifikationsspillet.

Inden den unge dansker rejste til New York, vandt han to italienske turneringer på Challenger-niveau. Holger Rune kommer derfor ind til kampen mod Novak Djokovic med ikke færre end 13 sejre i træk.

- Rune har de seneste måneder vist, at han er stærkt på vej mod top-100, og spillet på banen har været på ekstremt højt niveau. Holger Rune har vist blændende spil, men han har også haft stærke nerver i de tætte kampe, han har vundet, siger Henrik Jensen.

De to spillere har aldrig tidligere mødt hinanden i en officiel kamp, men de har ved flere lejligheder trænet sammen.

I marts opsøgte Holger Rune den serbiske stjerne, da han på det sociale medie Instagram spurgte, om de skulle træne sammen. Djokovic sagde ja, og Rune rejste til Monaco.

Nu står de så over for hinanden igen, og mens det er Runes debut i Grand Slam-sammenhæng, jagter Djokovic sin fjerde titel i træk. Serberen har tidligere i år vundet både Australian Open, French Open og Wimbledon.

Hvis Holger Rune leverer sensationen og vinder over Djokovic, skal han i anden runde møde hollandske Tallon Griekspoor eller tyske Jan-Lennard Struff.