Tennis

Djokovic havde 'følelsesladet øjeblik' med Holger Rune efter kampen

Ifølge verdensetteren Novak Djokovic var den danske komet trist efter nederlaget i første runde af US Open.

Holger Rune havde det store smil fremme, da han takkede for kampen, men ifølge den serbiske verdensetter afspejlede det ikke den unge danskers følelser.

I vinderinterviewet på banen hyldede Novak Djokovic sin unge modstander som "en kommende stjerne". På pressemødet efter kampen fortalte han så, at de havde et "følelsesladet øjeblik" i omklædningsrummet.

- Vi fik en lille snak i omklædningsrummet. Det er et rørende øjeblik for ham. Det er ikke nemt at se, men han er virkelig trist. Det forstår jeg godt. Jeg har været igennem det samme.

- Jeg sagde til ham, at han håndterede det vanvittigt flot, siger han til Fox Sports.

Hårdt ramt af krampe

18-årige Holger Rune spillede sig ind i US Open via tre sejre i kvalifikationen og fik Grand Slam-debut mod den hårdest tænkelige modstander.

Men efter klart nederlag i første sæt vandt danskeren andet sæt efter tiebreak og spillede lige op med verdens bedste spiller.

Desværre for Holger Rune blev han ramt af krampe i benene allerede i tredje sæt, og det endte med et klart nederlag på 1-6, 7-6, 2-6, 1-6.

- Mod en spiller som Novak er det svært, hvis du ikke kan bevæge dig 100 procent. Selv hvis du kan bevæge dig 100 procent, er det stadig ikke sikkert, du kan slå ham, sagde Holger Rune efter kampen.

- Det er vanskeligt, når du ikke kan bruge dine ben.

Misforstod tilskuernes råb

Holger Rune udviklede hurtigt sig til at blive tilskuernes darling.

Undervejs i kampen blev der råbt "RUUUUUNE" til den 18-årige dansker, men det lød ikke helt sådan i Novak Djokovics ører.

- Det ene øjeblik heppede tilskuerne på mig, det næste øjeblik buhede de. Jeg tænkte: "Hvad er det, der sker?" Efter kampen hørte jeg pludselig, at de råbte "Rune". Da jeg hørte det, blev jeg glad, for jeg forstod det ikke under kampen, siger Djokovic.

'Ubeskrivelig følelse'

Selvom kramperne tog over, og det endte i et klart nederlag, nød han sin Grand Slam-debut til fulde - ikke mindst opbakningen fra tilskuerne i USA.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det var en ubeskrivelig følelse. Publikum var fantastisk. Jeg kunne ikke have ønsket mig mere, siger han.

- Det var en vanvittig oplevelse. At spille mod Novak på Arthur Ashe er en drøm, der går i opfyldelse.

Djokovic og Rune har tidligere trænet sammen i Monaco.

Mens Holger Rune nu kan se tilbage på sin Grand Slam-debut, jagter Novak Djokovic rekorden for flest Grand Slam-sejre i herresingle. Lige nu deler han rekorden med Roger Federer og Rafael Nadal, der hver har 20 sejre.