Tennis

Frederik Løchte og canadier spiller sig videre i US Open

38-årige Frederik Løchte Nielsen er videre til anden runde ved US Open, hvor der nu venter hård modstand.

Frederik Løchte Nielsen og canadieren Vasek Pospisil har spillet sig videre til anden runde af US Opens herredoubleturnering.

Parret, der er kommet med i grand slam-turneringen på et afbud, slog fredag Marcos Giron og André Göransson med 6-3, 7-6 på knap halvanden time.

I anden runde venter nu det sjetteseedede par, tyske Kevin Krawietz og rumænske Horia Tecau.

38-årige Løchte Nielsen og makkeren brød i sin førsterundekamp modstandernes første to servepartier, og det grundlagde sejren.

I egne serve var det dansk-canadiske par således stærke. I andet sæt blev alle partier servet hjem inden et mere ujævnt tiebreak, hvor Løchte og Pospisil dog udnyttede den første matchbold.

Løchte er den tredje dansker i aktion ved US Open.

Tidligere er de danske teenagetalenter Clara Tauson og Holger Rune begge røget ud efter meget svære kampe i singlerækkerne.

18-årige Rune snuppede et sæt fra legenden Novak Djokovic, men røg som ventet ud i første runde.

Ligeledes 18-årige Clara Tauson spillede sig videre til anden runde, hvor hun tabte i to sæt til verdensetteren Ashleigh Barty.