Tennis

Holger Rune skifter klub

Den danske tenniskomet kommer til hovedstadsklubben KB efter mange år i HIK.

Tennisspilleren Holger Rune skifter dansk klub og går fra HIK til KB.

Det skriver den københavnske tennisklub på sin Facebook-side.

Skiftet er sket med virkning fra 1. september, lyder det.

- Det er med stor glæde, at vi kan byde Holger Rune velkommen til vores klub fra den kommende indendørssæson, skriver KB.

En rollemodel

Den 18-årige danske tenniskomet kommer til hovedstaden efter mange år i HIK.

Holger Rune skal ikke kun præstere på tennisbanerne, han er også udset til at spille en rolle for de unge mennesker i klubben.

- Holgers rejseaktivitet er selvsagt stor, men det betyder meget, at Holger kan være med til at inspirere vores unge mennesker med hans tilstedeværelse og store engagement på og uden for banen, lyder det.

Tog sæt fra Djokovic

Holger Rune har senest vist sig frem til den allerstørste scene på Arthur Ashe Stadium ved årets sidste Grand Slam-turnering, US Open.

I sin grand slam-debut formåede det danske tennistalent at tage ét sæt mod verdensetteren Novak Djokovic. men Holger Rune tabte i sidste ende med 1-6, 7-6, 2-6, 1-6 i første runde.

Holger Rune har desuden meldt fra til det danske Davis Cup-hold, der i næste uge møder Thailand.

Danskeren ligger aktuelt nummer 145 på ATP's verdensrangliste.