Tennis

18-årig brite vinder US Open

Emma Raducanu vinder som den første kvalifikationsspiller en Grand Slam-turnering.

Den 18-årige britiske tennisspiller Emma Raducanu vinder Grand Slam-turneringen US Open efter en sejr på 6-4, 6-3 over den et år ældre canadiske Leylah Fernandez.

I første sæt kom Raducanu bedst fra start og foran 2-0 efter et servegennembrud. Fernandez svarede dog flot tilbage og udlignede til 2-2.

Duellanterne fulgtes ad frem til stillingen 4-4, hvorefter briten slog til ved at vinde to partier i træk.

Fernandez afværgede dog tre sætbolde, inden Raducano udnyttede den fjerde.

I andet sæt måtte Raducanu ved stillingen 5-3 bede om at blive tilset af en fysioterapeut efter at have slået sit knæ, men efter en kort pause servede hun sejren hjem.

Raducanu måtte gennem en kvalifikationsturnering for at komme med i US Open. Hun er den første kvalifikationsspiller til at vinde en af sportens fire største turneringer siden den åbne æra - det vil sige fra 1968.

Fra nummer 150 i verden til nummer 23

Lørdagens finale var den første Grand Slam-finale mellem to teenagere, siden Serena Williams som 17-årig slog den dengang 18-årige Martina Hingis ved US Open i 1999.

Raducanu, der er nummer 150 på verdensranglisten, bliver samtidig den yngste vinder af en Grand Slam-turnering, siden den 17-årige Maria Sharapova i 2004 vandt Wimbledon.

Med US Open-triumfen rykker Emma Raducanu op som nummer 23 i verden.

Leylah Fernandez, der fyldte 19 år mandag og ligger nummer 73 på ranglisten, slog på sin vej til finalen den forsvarende US Open-vinder Naomi Osaka, den tredobbelte Grand Slam-vinder Angelique Kerber og den 5.-seedede Elina Svitolina ud.

Ikke siden Serena Williams i Wimbledon i 2012 har en spiller slået tre rivaler fra top-5 ud i en Grand Slam-turnering.