Teenager bad om mikrofonen og holdt rørende tale

I nederlagets stund holdt 19-årige Leylah Fernandez en følelsesladet tale, hvor hun hyldede New York på 20-årsdagen for terrorangrebet 11. september.

19-årige Leylah Fernandez tabte ganske vist finalen ved US Open, men den canadiske singlespiller vandt et hav af af tennishjerter efter kampen.

Finalekampen mellem de to teenagere Leylah Fernandez og Emma Raducanu blev spillet på den for amerikanerne helt særlige dato 11. september, og efter det obligatoriske finaleinterview sendte canadieren en meget speciel hyldest.

Leylah Fernandez bad om at få mikrofonen igen og sendte med bævende stemme og få ord en rørende hyldest til det amerikanske folk på 20-årsdagen for det værste terrorangreb rettet mod USA.

- Jeg ved, at denne dag har været hård især for New York, men også alle i USA. Jeg vil bare sige, at jeg håber, jeg kan være lige så stærk og modstandsdygtig, som New York har været de sidste 20 år, lød ordene.

Den følelsesladede tale fra Leylah Fernandez blev akkompagneret af et stående bifald fra de omkring 23.000 tilskuere på et udsolgt Arthur Ashe Stadium.

- Tak, fordi I altid har haft min ryg og støttet mig. Jeg elsker jer, New York, lød det afslutningsvis fra Leylah Fernandez.

Det var den 18-årige brite Emma Raducanu, der satte en stopper for den canadiske teenager, da hun vandt damesinglefinalen med cifrene 6-4 6-3.

Verdensetter blæst bagover

Den 19-årige canadier var ikke engang født, da to fly i et koordineret terrorangreb fløj ind i tårnene på World Trade Center 11. september 2001.

Tennisspillerens rørende tale blev ikke kun bemærket af publikum på verdens største tennisstadion, også på de sociale medier bliver teenageren hyldet.

Den tidligere verdensetter Andy Roddick skriver på Twitter, at han var "blæst bagover " af ordene fra Leylah Fernandez.

- Det var en af ​​de mest elegante, mest empatiske og modne ting, jeg nogensinde har set efter en kamp... og hun er kun 19 år, skriver Roddick blandt andet.

Eric Adams, der er præsident i New York-bydelen Brooklyn, er også faldet i svime over ordene fra den 19-årige canadier.

- For en person, der ikke engang var født den 11. september, fra et andet land, at ære vores fantastiske by i et sådant øjeblik er inspirerende. New York ærer dig i aften Leylah Fernandez, skriver Eric Adams på Twitter.