Tennis

Djokovic græd: - Jeg følte noget, jeg aldrig har følt før

Ifølge tennisekspert Kenneth Carlsen blev Novak Djokovic for grådig i jagten på at vinde alle fire Grand Slam-titler samt OL-guld i 2021.

Han har aldrig for alvor været newyorkernes kop te, men natten til mandag dansk tid skete der noget specielt.

I US Open-finalen mod russiske Daniil Medvedev var tilskuerne pludselig på Novak Djokovics side, da den serbiske verdensetter jagtede rekorden for flest Grand Slam-titler i herretennis.

En eventyrfortælling blev det ikke helt. Djokovic tabte i tre sæt, og efter kampen måtte han overgive sig til følelserne.

Tårerne havde imidlertid intet med nederlaget at gøre.

- Jeg følte noget, jeg aldrig har følt før her i New York. Tilskuerne fik mig til at føle mig meget speciel. De overraskede mig positivt. Jeg forventede ingenting, siger Novak Djokovic på pressemødet efter kampen.

34-årige Djokovic har i år vundet de tre første Grand Slams - Australian Open, French Open og Wimbledon - og kunne blive den første mandlige spiller i 52 år til at rydde bordet på et kalenderår.

Vil aldrig glemme det

Han står dog stadig noteret for 20 titler i karrieren, som er en rekord, han deler med Roger Federer og Rafael Nadal. Netop de to spillere har været fanfavoritter hos newyorkerne, mens Djokovic indtil dette års US Open-finale mest af alt er blevet mødt med modstand og buhråb.

- Mængden af støtte, energi og kærlighed, jeg fik fra tilskuerne, er noget, jeg aldrig glemmer. Det var derfor, jeg brød ud i tårer. Følelserne og energien var så stærk. Lige så stærk som at vinde 20 eller flere Grand Slam-titler. Sådan føltes det. Jeg følte mig meget speciel. De rørte mit hjerte, siger Djokovic.

Serberen erkender dog, at det var "en hård pille at sluge," fordi han gik efter at blive den første siden Rod Laver i 1969 til at vinde alle Grand Slams på et år.

Ekspert: Han blev for grådig

Kort efter sejren i Wimbledon rejste Djokovic til Tokyo i jagten på OL-guld og det, der kaldes en Golden Grand Slam - sejr i alle Grand Slam-turnering krydret med olympisk guld.

Ifølge TV 2 SPORTs tennisekspert Kenneth Carlsen tog Djokovic munden for fuld.

- Han tog af sted og spillede OL to uger efter, han havde vundet i Wimbledon. Jeg tror, det blev for meget for ham. Jeg tror, det havde været klogere ikke at gøre det. Det er selvfølgelig let for mig at sige nu, men han blev for grådig, siger han.

- Man kan ikke være skuffet over hans sæson. Det har været en vanvittig sæson for Djokovic. Men man kan godt tillade sig at være en smule skuffet på hans vegne over, han ikke lige tog den fjerde Grand Slam i samme år.

Roger Federer, Novak Djokovic og Rafael Nadal har domineret herretennis i mange, mange år, men mere og mere tyder altså på, at ingen af stjernerne kommer til at gøre Rod Laver kunsten efter.

- Den her generation med havde næsten fortjent, at de også fik sådan en milepæl med på vejen, siger Kenneth Carlsen.

Til januar får Djokovic og rivalerne igen chancen for at sidde alene på rekorden for flest Grand Slam-sejre, når Australian Open spilles.

Rafael Nadal er et år ældre end 34-årige Djokovic, mens Roger Federer i august fyldte 40.