Tennis

Frustreret Tauson kæmper sig i finalen

Det danske tennistalent vandt i tre sæt over Marketa Vondrousova fra Tjekkiet. Clara Tauson var dog frustreret undervejs i sin semifinale.

18-årige Clara Tauson er klar til endnu en finale i sin stadig unge karriere, efter hun lørdag vandt semifinalen ved WTA 250 i Luxembourg.

Efter 2 timer og 5 minutter kunne Tauson forlade banen med en sejr i tre sæt over femteseedede Marketa Vondrousova, der rangerer som nummer 35 i verden.

Sejren kom dog først i hus efter hårdt arbejde, hvor danskeren vandt første sæt, inden hun for alvor kom i problemer. Det fik frustrationerne frem, men da det hele skulle afgøres, var Tauson altså bedst.

Clara Tauson 2-1 Marketa Vondrousova

  • 1. sæt: 6-4
  • 2. sæt: 2-6
  • 3. sæt: 6-4

- Jeg er meget glad for sejren i dag. Det var virkelig en hård kamp. Jeg blev bare ved med at kæmpe. Hun servede virkelig godt i tredje sæt, så jeg blev bare ved med hele tiden at prøve at få et point i hver duel. Så lykkedes det mig at bryde, så det var rigtig godt, siger Clara Tauson i et interview på banen efter kampen.

I finalen venter et møde med verdens nummer 30, Jelena Ostapenko fra Letland. De to spillere har aldrig mødt hinanden før. Clara Tauson ligger selv nummer 70 på verdensranglisten.

Sådan forløb kampen

Af Ritzau

Den 18-årige dansker fik en god start på kampen, da hun brød tjekkens serv allerede i første parti.

Danskeren var tæt på at gøre det samme igen foran 3-1, men Vondrousova afværgede Tausons tre breakbolde og fulgte op med at bryde i det efterfølgende parti, så der igen var lighed.

Et nyt servegennembrud af Tauson sendte hende igen i front, og lidt efter kunne hun sætte første sæt på tavlen.

Slaget blev dømt ude, men Tauson tog en challenge, hvor bolden viste sig at være inde, og dermed vandt Clara Tauson første sæt. Video: TV 2 SPORT

Frustreret Tauson

I andet sæt gik det dog hurtigt ned ad bakke for Tauson, der i sit første serveparti blev brudt. Vondrousova havde for alvor skruet bissen på og sendte i overbevisende stil kampen ud i et tredje sæt.

Undervejs i andet sæt var frustrationerne til at få øje på hos Clara Tauson, der både kastede med ketcheren og slog den i nettet.

- Jeg laver for mange fejl, og hun spiller selvfølgelig også rigtig godt, så jeg kan ikke slippe af sted med at lave de fejl. Så kommer der et ketcherkast – det var selvfølgelig ikke så godt, men det skete. Min træner var heller ikke helt tilfreds, tror jeg, men alt kan ske i kampens hede, og jeg kom fint tilbage, synes jeg, sagde Tauson til TV 2 SPORT efter kampen.

Afgjort i tre sæt

Det startede godt set med danske briller. Ligesom i første sæt indledte Tauson med at bryde Vondrousovas serv. Tjekken gjorde dog det samme ved danskeren i næste parti.

Derfra fulgtes de to ad frem til 4-4. Her slog Tauson til i Vondrousovas serv og tog et afgørende skridt mod sejren.

Clara Tauson slår en fræk tweener, men Marketa Vondrousova ender alligevel med at vinde duellen. Ellers flot spil af danskeren. Video: TV 2 SPORT

Nu kunne danskeren selv serve sejren hjem. Det gjorde Tauson uden slinger i valsen.

Luxembourg Open rangerer på laveste niveau inden for WTA-turneringer som en WTA 250-turnering. Det gjorde Lyon Open, som Clara Tauson altså vandt i marts også.

Der er stolte danske traditioner i Luxembourg Open. I 2013 vandt Caroline Wozniacki turneringen. Fem år tidligere var hun i finalen, men tabte.

Du kan se Clara Tausons finale mod Jelena Ostapenko søndag klokken 15 på TV 2 SPORT X.