Tennis

Kaptajn Løchte og makker sikrer suveræn dansk sejr

Frederik Løchte Nielsen og Benjamin Hannestad bragte Danmark på 3-0 og sikrede sejren over Thailand.

Danmarks David Cup-hold i tennis havde ingen problemer med at slå Thailand på hjemmebane i Kolding.

Lørdag eftermiddag blev den samlede danske sejr i World Group II sikret, da herredoublen vandt i to sæt og bragte sig foran 3-0 inden de afsluttende to singler.

Den spillende holdkaptajn Frederik Løchte Nielsen vandt sammen med Benjamin Hannestad lørdagens double suverænt med cifrene 6-3, 6-1 over Palaphoom Kovapitukted og Wishaya Trongcharoenchaikul.

- Jeg synes, at vi returnerede godt og holdt en høj førsteserveprocent. Det er to vitale ting, der betyder meget i double.

- Vi havde en god energi og spillede klogt. Så det var rigtigt godt, siger Benjamin Hannestad.

Sejren betyder, at Danmark skal spille en kamp til november om at rykke op og spille World Group I Playoffs i foråret 2022.

I teorien kan Danmark allerede nu blive sikker på deltagelsen til foråret, men det kræver, at en masse andre resultater flasker sig.

Suveræne danskere

Den danske herredouble kom bagud med 2-3 i første sæt, men var derfra helt suveræn. De næste syv partier blev vundet i træk, og så var kampen reelt afgjort.

Føringen på 3-0 i andet sæt blev brugt som afsæt til at vinde med 6-1.

Frederik Løchte har en ambition på holdets vegne om at komme op på det højeste niveau og spillede med i den såkaldte World Group på længere sigt.

- Jeg er utrolig glad for de drenge, der er på landsholdet. Det er skideskægt. Jeg tror på, at vi kan løfte hinanden og gå langt.

- Vi har et potentiale til at gå langt, og vores langsigtede målsætning er at spille med i World Group. Det er derfor, vi gør det her, siger Frederik Løchte.

Fredag sørgede Christian Sigsgaard og August Holmgren i hver deres singlekamp for at bringe Danmark på 2-0.

De to erstattede Danmarks to bedste herrespillere, Holger Rune og Mikael Torpegaard, der i stedet prioriterede at spille individuelle turneringer i jagten på point til verdensranglisten.