Tennis

Tauson har ændret spillestil – nu venter OL-medalist i semifinalen

En mere velovervejet og mindre hårdtslående Clara Tauson har succes i Luxembourg. Nu venter den hidtil største test.

Clara Tauson havde tjek på tjekkiske Marie Bouzkova fredag, og lørdag venter endnu en tjekke i semifinalen i WTA-turneringen i Luxembourg.

Denne gang skal Tauson, som er nummer 70 i verden, møde verdens nummer 35, Marketa Vondrousova, og det bliver en svær opgave for den unge dansker, vurderer TV 2 SPORTs tennisredaktør Henrik Jensen.

- Det er en stærk spiller, som har været i finalen i Paris og har også nogle gode resultater indendørs. Hun spiller med ketcheren i venstre hånd og er lidt en svær spiller at spille overfor, siger han.

Marketa Vondrousova kommer til Luxembourg med stor selvtillid, efter at hun tog fra de olympiske lege i Tokyo med en sølvmedalje. Men 18-årige Tauson har også været stærkt spillende på det seneste, og derfor ser Henrik Jensen fine muligheder for en dansk finaleplads.

- Hvis hun rammer det høje niveau, vi har set – især i de her to kampe mod Alexandrova fra Rusland og i kvartfinalen mod Bouzkova – tror jeg absolut, der er en realistisk stor chance for, at Clara Tauson kan vinde det opgør og stå i en finale på søndag.

Har arbejdet på ny spillestil

TV 2 SPORT talte med Clara Tauson efter kvartfinalesejren over Bouzkova, og her stod det endnu ikke klar, hvem der ventede i semifinalen.

Derfor kunne hun ikke se frem mod semifinalen, men kunne glæde sig over, at de ting, hun har arbejdet på, fungerer på banen.

- Vi nåede at få arbejdet på nogle ting de fem dage, jeg var tilbage at træne. Fem dage er åbenbart nok til at finpudse nogle ting, og det kan man jo så se.

Hvad er det helt præcis, I fik arbejdet på?

- Bare at være mere solid og prøve ikke at give for mange bolde væk på nogle dumme tidspunkter. Der er mange, der kender mig for bare at slå hårdt og tungt og gå efter nogle vilde ting en gang imellem – det synes jeg ikke, man har set her i de seneste par kampe. Der har jeg spillet med lidt mere velovervejelse, kan man sige – og prøvet at give dem en ekstra bold i stedet for bare at gå efter vinderen, siger Clara Tausen.

Derudover nyder hun, at hun er tilbage til indendørsturneringer, som hun kender det fra Danmark, fortæller hun.

Tauson og Vondrousova spiller semifinale lørdag klokken 16. Du kan se, om det lykkes Tauson at spille sig i finalen på TV 2 SPORT eller TV 2 PLAY.