Tennis

Tauson jubler over 'nonchalant' slag: - Bare sjov og ballade

I sejren over Marketa Vondrousova lavede Clara Tauson et lækkert slag mellem benene, som både hun, publikum og kommentatorerne jublede over.

Se Clara Tausons finale mod Jelena Ostapenko søndag klokken 15.00 på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.

Vi er i tredje sæt i semifinalen mellem Marketa Vondrousova og Clara Tauson ved WTA 250-turneringen i Luxembourg.

Kampen er for længst gået ind i den afgørende fase, men Clara Tauson har stadig overskud til lidt "sjov og ballade", som hun selv formulerer det.

Man kunne også høre på publikum, efter jeg havde lavet den, at de var ”ooooh”

Clara Tauson

Foran 1-0 i tredje sæt slår hun bolden mellem benene og laver dermed en såkaldt tweener. Bolden kommer over nettet, men danskeren ender med at tabe pointet.

Det ændrede dog ikke på, at TV 2 SPORTs kommentatorer efterfølgende talte om det bemærkelsesværdige slag.

- Det kan ikke gøres meget mere nonchalant end sådan her, lød det fra Tine Scheuer-Larsen, der under selve slaget bare sagde "ej" og grinede anerkendende.

- Det er, som om hun prøver at snyde Marketa Vondrousova en lille smule – som om at den skulle være ude. Så i sidste øjeblik slår hun igennem benene, lød det prompte fra Simon Tordrup.

Efter kampen var Clara Tauson da også selv meget godt tilfreds med sin tweener.

- Jeg vidste, at der ville komme en hel masse lop hen over mig, og den lå perfekt. Jeg havde faktisk trænet den i indslåningen lige præcis det sted hen over min baghånd og så tilbage og lave en tweener der.

- Lidt ærgerligt, jeg ikke vandt pointet, men hun spillede et fint point efter det, selvom jeg selv synes, den var ret god, siger hun grinende til TV 2 SPORT, inden hun fortsætter:

- Det var bare sjov og ballade. At jeg så taber de næste syv bolde, er måske ikke så fedt.

Hun bemærkede da også, at de fremmødte tilskuere nød det svære slag.

- Man kunne også høre på publikum, efter jeg havde lavet den, at de var ”ooooh”. Men det er bare sjovt for mig og noget, jeg har kunnet i lang tid. Det er bare grineren at kunne lave det i kamp, og at den så sidder, og det ikke ser dumt ud, siger hun.

Hård kamp på flere måder

Clara Tauson endte med at booke finalebilletten i Luxembourg, da hun besejrede Marketa Vondrousova 6-4, 2-6, 6-4 efter mere end to timers spil.

Sejren kom i hus efter et tredje sæt, hvor Marketa Vondrousova havde haft tre rene partier – altså vundet eget serveparti uden Clara Tauson fik et eneste point.

Alligevel lykkedes det senere danskeren at få brudt tjekken og komme foran 5-4 – og så kunne hun serve sejren hjem.

- Det var selvfølgelig hårdt mentalt. Men på den anden side servede jeg også selv rigtig godt, så jeg vidste, jeg også kunne hænge på med min egen serv. Men at få det break var selvfølgelig altafgørende.

- Det var en virkelig hård kamp både fysisk og mentalt. Så det er selvfølgelig rigtig dejligt at vinde den, men jeg tror også, jeg ville være kommet fint ud af kampen, hvis jeg ikke havde vundet den. Jeg følte, det var en god kamp, forklarer Clara Tauson.

I finalen møder hun Jelena Ostapenko, der er nummer 30 i verden. Til sammenligning er Clara Tauson på nuværende tidspunkt nummer 70.

De to spillere har aldrig mødt hinanden før.