Tennis

Tauson vinder karrierens anden WTA-titel

Clara Tauson vandt 6-3, 4-6, 6-4 i finalen over verdens nummer 30, Jelena Ostapenko.

For anden gang i karrieren kan blot 18-årige Clara Tauson hæve et WTA-trofæ, efter hun vandt finalen ved WTA 250-turneringen i Luxembourg.

I finalen vandt det danske tennistalent, der ligger nummer 70 på verdensranglisten, over lettiske Jelena Ostapenko, der rangerer som nummer 30 i verden.

Danskeren satte sig på opgøret fra kampens start, og selvom hun tabte andet sæt, lykkedes det Clara Tauson at slå tilbage og vinde kampen i tre sæt.

Clara Tauson 2-1 Jelena Ostapenko

  1. ​sæt: 6-3
  2. sæt: 4-6
  3. sæt: 6-4

- Jeg lagde mærke til en masse danske flag i dag, og det er altid rart at se danskere til kampene. Det sker ikke så ofte, men det er virkelig dejligt. Det er så fedt at have tilskuere tilbage. Det hjalp mig i dag, da jeg var lidt træt. Men jeg mærkede virkelig jeres energi, så det var rart, sagde Tauson efter finalen i sin vindertale.

Inden turneringen i Luxembourg rangerede Tauson som nummer 70 på verdensranglisten, men når den opdateres mandag, avancerer hun knap 20 pladser, så hun placerer sig som nummer 52.

Sådan forløb kampen

Af Ritzau

Tauson satte ikke mange fødder forkert i første sæt. Med solide og tunge slag fra baglinjen dikterede hun spillet og lavede ganske få fejl trods sin offensive spillestil.

Samme stil er Ostapenkos varemærke, men letten blev noteret for langt flere uprovokerede fejl, når hun forsøgte at slå vindere fra baglinjen. 9-2 i Ostapenkos favør lød statistikken i første sæt.

Jelena Ostapenko fortsætter med at lave fejl og brokker sig. Video: TV 2 SPORT

Danskeren fik overtaget på pointtavlen allerede i det tredje parti, hvor hun med et tungt grundslag fremprovokerede en fejl, der gav servegennembrud til 3-1.

Tauson gav meget lidt væk i egne partier og var derfor på sikker kurs mod sætsejr, men hun krydrede den med endnu et servegennembrud til 6-3, da Ostapenko allerede lod til at have fokus på andet sæt.

Clara Tauson får en drømmestart i WTA-finalen. Video: TV 2 SPORT

Afgjort i tre sæt

Her fik Ostapenko bedre styr på sit spil, og hun spillede sig for alvor tilbage i kampen med servegennembruddet til 4-3, hvor en netruller hjalp hende til den tredje breakchance i partiet.

Efterfølgende holdt letten serv to gange, så sættet blev hendes med 6-4.

Så skulle finalen afgøres i et tredje sæt, og i dette kom Ostapenko i vinderposition, da hun brød rent til 2-1. Danskeren svarede dog prompte tilbage med et brud til 2-2.

Derfra holdt spillerne serv, indtil Tauson førte 5-4. Så skulle Ostapenko serve med ryggen mod muren, og det klarede hun ikke.

Tauson spillede sig frem til tre matchbolde og udnyttede den anden af slagsen.