Tennis

Tausons triumf: - Jeg var overhovedet ikke nervøs

18-årige Clara Tauson vandt søndag WTA 250-turneringen i Luxembourg – hendes anden WTA-titel i karrieren.

Jelena Ostapenko og Clara Tauson gav virkelig publikum noget for pengene, da de dystede om trofæet ved WTA-turneringen i Luxembourg.

Opgøret varede mere end to timer, og i tredje og afgørende sæt var de to spillere helt lige ved stillingen 4-4.

Sejren betyder selvfølgelig rigtig meget. Det var en virkelig hård uge mentalt og fysisk

Clara Tauson

Det fik formentlig mange fans til at sidde på kanten af stolen, men Clara Tauson holdt hovedet koldt. I eget serveparti bragte hun sig foran 5-4, inden hun til slut brød Jelena Ostapenko og kunne juble over en sejr på 6-3, 4-6, 6-4.

Og netop det kolde hoved var afgørende ifølge hovedpersonen selv.

- Det var mig, der holdt nerverne i ro. Jeg tror ikke, hun missede så mange baghænder i hele kampen, som hun gjorde i det sidste parti, siger Clara Tauson til TV 2 SPORT og uddyber:

- Jeg var faktisk overhovedet ikke nervøs. Jeg tænkte bare på den bold, jeg skulle ind at spille. Da jeg missede den første matchbold med forhånden, var jeg sådan: "Nå, det var da en dårlig forhånd, men videre." Der var to mere.

"Totalt lettet" efter mislykket challenge

Danskeren havde tre matchbolde, men skulle bare bruge to. Jelena Ostapenko slog bolden ud – til stor glæde for Clara Tauson, der dog lige skulle bruge nogle sekunder, inden hun turde glæde sig fuldt ud.

- Jeg ved jo, jeg har vundet, men hun prøver at tage en challenge på matchbolden. Jeg tænker bare, at den bold på ingen måde er inde, for jeg så den gå ud – men selvfølgelig bliver man lidt i tvivl, når det kommer op at vende. Jeg var totalt lettet over, at den var ude, fortæller hun.

Sejren kom i hus oven på en god periode for Clara Tauson, der har vundet de sidste 11 kampe.

Det var da også en stor forløsning for danskeren, da sejren var en realitet.

- Den betyder selvfølgelig rigtig meget. Det var en virkelig hård uge mentalt og fysisk. Lige nu tror jeg ikke rigtig, jeg har forstået det helt, fordi jeg er rimelig træt for at sige det mildt, siger Clara Tauson efterfulgt af et grin.

Det er anden gang i karrieren, hun vinder en WTA 250-turnering. Første gang var i foråret, hvor hun vandt en turnering i Lyon.