Tauson fik ”kæmpe chok”, da hun skulle modtage trofæet

Konfettirør forskrækkede Clara Tauson, da hun blev hyldet som vinder af WTA-turneringen i Luxembourg.

Klar til at modtage trofæet gik Clara Tauson stille og roligt frem mod mikrofonen og de turneringsansvarlige.

Lige da hun nåede derhen, blev den rolige gang dog afbrudt af et lille hop, mens begge arme røg op over hovedet.

Jeg vågnede op, var lidt svimmel og tænkte: ”Shit, det er ikke godt det her”

Clara Tauson

Konfettien dryssede ned om ørerne på den 18-årige dansker som sne på en vinterdag - til stor overraskelse for hende.

- Jeg havde slet ikke set dem (konfettirørene, red.), og jeg var sådan: ”Shit, hvad sker der”. Det er ikke noget, der normalt sker - eller det har jeg i hvert fald ikke prøvet før. Så jeg fik et kæmpe chok, ikke bare et lille et.

- Men da jeg så så, hvad det var, var det selvfølgelig meget hyggeligt, siger en storsmilende Clara Tauson til TV 2 SPORT.

Tilskuere gjorde forskel for utilpas dansker

Clara Tauson vandt finalen over Jelena Ostapenko i tre sæt. Efterfølgende takkede hun tilskuerne i sin tale på banen, hvor hun blandt andet også nævnte de fremmødte danske fans.

Tilskuerne gjorde nemlig en forskel for hende.

- Det var virkelig overvældende, fordi der var så mange mennesker. Det er længe siden, man har set så mange mennesker - jeg kan ikke engang huske, sidste gang jeg spillede foran sådan et publikum.

- De hjalp mig rigtig meget i dag, for jeg havde det egentlig ikke så godt hele dagen. At der var mange mennesker, der heppede på mig, gjorde det virkelig rart, fortæller hun til TV 2 SPORT.

Vågnede og var svimmel

På finaledagen kunne danskeren mærke i kroppen, at hun var meget træt efter semifinalen mod Marketa Vondrousova. Den gik i tre sæt og varede 2 timer og 5 minutter.

- Jeg vågnede op, var lidt svimmel og tænkte: ”Shit, det er ikke godt det her”. Men jeg fik lidt at spise og fik drukket en hel masse, og jeg følte mig klar til kampen - så det var rigtig dejligt, at jeg følte mig klar til at kæmpe, fortæller hun.

Med sejren i Luxembourg nærmer Clara Tauson sig top-50 på verdensranglisten. Inden denne turnering rangerede hun som nummer 70 i verden, og nu er hun nummer 52.

Tausons WTA-titler

  1. 2021

    1. Sejr i Lyon

      Clara Tauson vandt karrierens første WTA-trofæ i den franske by Lyon. Det skete med en sejr i to sæt, 6-4, 6-1, over Viktorija Golubic fra Schweiz.

      Turneringen Lyon Open var en WTA 250-turnering.

    2. Sejr i Luxembourg

      Tausons anden WTA-triumf kom et halvt år efter den første. I finalen i Luxembourg var danskeren stærkere end den tidligere French Open-vinder Jelena Ostapenko og vandt i tre sæt med cifrene 6-3, 4-6, 6-4.

      Turneringen Luxembourg Open var en WTA 250-turnering.