Tennis

Ekspert spår Holger Rune gode chancer mod verdens nummer 16

Tennisekspert Tine Scheuer-Larsen er ovenud begejstret for Holger Runes fysiske, mentale og spillemæssige udvikling.

Holger Rune skal overgå sig selv.

Onsdag sendte han verdens nummer 24, Lorenzo Sonego, ud af ATP-turneringen i franske Metz, og fredag aften venter så verdens nummer 16 og OL-bronzevinderen fra Tokyo, Pablo Carreño Busta, i kvartfinalen.

Men selv om spanske Carreño Busta er placeret 117 pladser over Holger Rune på verdensranglisten, ser TV 2 SPORTs tennisekspert Tine Scheuer-Larsen lyst på danskerens mulighed for at vinde kampen.

- Jeg spår dem som gode. Det gør jeg for tiden, når Holger Rune står på banen, siger hun.

- Han har udviklet sig på så god en måde. Han har virkelig fundet sig til rette på det her niveau, han har prøvet at stå på Centre Court i US Open, han har besejret nummer 24 i verden og står nu over for selvfølgelig en kæmpe mundfuld i Carreño Busta, men som han spiller nu, som han tror på tingene, så tror jeg, at han har en chance.

Rune skal selv slide sig til pointene

Italienske Lorenzo Sonego er den højest rangerede spiller, Holger Rune har vundet over i sin karriere. En sejr over den 12 år ældre Pablo Carreño Busta kræver en ny toppræstation af 18-årige Rune.

- Han skal spille sit bedste. Der er der ingen tvivl om. Det er en klassespiller, han skal op imod. Men Holger Rune server godt, og jeg synes faktisk, at han har været dygtig til at komme på hardcourt efter mange kampe på grus, siger Tine Scheuer-Larsen.

- Han returnerer fantastisk godt, er meget aggressiv i spillet og positiv med at spille frem i banen, og det skal han også gøre i dag, fordi han får intet foræret af Carreño Busta. Holger Rune skal selv slide sig til pointene, men det tror jeg også på, at han kan.

Ekspert ser stor udvikling hos Holger Rune

Holger Rune tog hul på 2021 som nummer 474 i verden, men 61 sejre i år har sendt ham op som nummer 133 på verdensranglisten.

Den placering vil kun være højere, når ranglisten opdateres mandag.

- Han har forbedret sin stamina, han har forbedret det mentale, og den måde han bevarer interessen i kampene, og den måde han går ind og gør arbejdet færdigt.

- Det har betydet rigtig meget, at han har fundet den disciplin, der skal til - også når han spiller kampe. Fordi Holger er lidt et legebarn, og nogle gange skal det se lidt lækkert ud, men her har han altså fundet ud af, at nu gælder det om at få afgjort de point, når muligheden er der.

- Så det er en kæmpe forbedring i hans spil, at han har kunnet få nogle af de ting, de (Holger Rune og Lars Christensen, Holger Runs træner) har arbejdet på, ført ud i kampene, og så går han altså hen og slår de her spillere, som førhen var lige stærke nok for ham, lyder det fra Tine Scheuer-Larsen.

Lykkes det Holger Rune at komme forbi Pablo Carreño Busta, vil enten Nikoloz Basilashvili fra Georgien eller Gael Monfils fra Frankrig stå på den anden side af nettet i semifinalen.

Du kan se Holger Runes møde med Pablo Carreño Busta på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY. De spiller kamp to efter klokken 18.00.