Tennis

Hele hallen var på Holger Runes side, da han pegede på sit øre

Holger Rune sendte en hilsen til sit team, da han undervejs lavede en særlig jubelscene.

Holger Rune var fyldt med overskud, da han mødte Pablo Carreno-Busta fredag aften.

For selvom det blev til et nederlag i tre sæt ved ATP 250-turneringen i Metz, viste danskeren prøver på "det bedste tennis, han har spillet", som TV 2 SPORTs tennisekspert Peter Bastiansen udtrykte det efter kampen.

Undervejs gav det gode spil anledning til en lille jubelscene, da den 18-årige dansker brød til stillingen 4-5 i tredje og afgørende sæt. Her pegede Holger Rune på sit øre og knyttede næven.

På det efterfølgende pressemøde forklarede den danske komet, hvad det gik ud på:

- Det betød, at mit team skulle heppe på mig, så jeg kunne høre dem. Jeg synes, det er fedt, når der er support. Endnu en gang fik jeg hele hallen på min side, og det er en vanvittig fed følelse. Det hjælper mit spil, min attitude og det hele, siger Holger Rune.

Stor støtte

Som den unge dansker ganske rigtigt siger, var der støtte fra hele hallen til ham undervejs. Flere gange råbte tilskuerne taktfast på Holger Rune.

Og den store opbakning havde en afgørende betydning for, at han spillede godt.

- Jeg fik rigtig meget ud af støtten. Det var fedt at mærke, at jeg hele tiden fik støtte, uanset om jeg tabte eller vandt pointet. Det var en dejlig følelse. Det er fedt at have fans. Jo flere, der kan komme, jo bedre, siger han.

Blandt tilskuerne var der sågar danskere. Den danske håndboldspiller Louise Burgaard, der til daglig spiller i Metz, var blandt andet i hallen.

Skuffet dansker

Holger Rune gik ind til opgøret som underdog. Men kampen igennem var det ikke til at se, at der er mere end 100 pladser til forskel på de to konkurrenter på verdensranglisten.

TV 2 SPORTs kommentatorer var således også fyldt med roser undervejs. Særligt efter kampen, hvor det lød således fra Peter Bastiansen:

- Han var oppe imod en af verdens allerbedste. Det var få ting, der skilte dem ad. Jeg synes på alle parametre, at Holger spillede en god kamp, siger tenniseksperten.

Selv var Rune mere afdæmpet. Ja, nærmere skuffet.

- Jeg ved, jeg kan spille sådan her. Mest af alt er jeg skuffet over, jeg ikke vandt kampen. Jeg havde mulighederne, selvom jeg ikke havde matchbolde, siger Holger Rune.

Danskeren startede året som nummer 474 i verden, men efter den flotte turnering rykker han ind i top-130.