Tennis

Rune viste sit 'bedste tennis' i snævert nederlag

Holger Rune var tæt på at levere et stort resultatet fredag aften i franske Metz.

Holger Rune var yderst tæt på at levere karrierens største resultat.

Danskeren var storspillende mod spanske Pablo Carreno-Busta ved ATP 250-turneringen i Metz, men det var akkurat ikke nok til at slå verdens lige nu 16. bedste tennisspiller.

Holger Rune, der ligger nummer 133 på verdensranglisten, kunne med en sejr have spillet sig i karrierens første semifinale på ATP 250-niveau.

Holger Rune 1 - 2 Pablo Carreno-Busta

  • 1. sæt: 4-6
  • 2. sæt: 6-3
  • 3. sæt: 4-6

- Han spiller noget af det bedste tennis, jeg har set i meget lang tid. Han var oppe imod en af verdens allerbedste. Det var få ting, der skilte dem ad. Jeg synes på alle parametre, at han spillede en god kamp, lyder det fra TV 2 SPORTs tennisekspert Peter Bastiansen.

Holer Rune gik ind til kampen mod Carreno-Busta som underdog. Spanieren var seedet toer i turneringen, men det stoppede ikke Holger Rune fra at spille lige op imod ham.

I 1. sæt var de første partier helt lige, hvor begge spillere formåede at holde hver deres serv.

I femte parti var marginalerne med Carreno-Busta, mens Rune ikke havde samme held med at serve. Derfor fik spanieren brudt.

Det blev udslagsgivende for 1. sæt. Både Rune og Busta holdt fast i deres serv sættet ud, men det var selvsagt ikke nok for danskeren. 4-6 til Carreno-Busta.

Holger Rune har fået en svær start. Video: Jonas Kjærsgaard

Rune i behandling

Danskeren modtog undervejs i 1. sæt behandling for sin ryg, som han havde tydelige problemer med. Behandlingerne var korte, men de hjalp tilsyneladende.

Rune kom flyvende ud til 2. sæt, hvor han holdt sine første to servepartier, og da han også fik brudt Carreno-Busta, så han altså sig selv være foran 3-0.

Rune måtte hjælpes undervejs i 1. sæt. Video: Jonas Kjærsgaard

Runes modstander fik lidt bedre fat i sit eget spil, hvorfor Rune ikke fik brudt ham mere i andet sæt. Men da Busta heller ikke kunne bryde Rune, så snuppede danskeren andet sæt.

6-3 i Runes favør. Og danskeren gik ind til det tredje og afgørende sæt med momentum.

Holger Rune var flyvende i 2. sæt af kvartfinalen mod Pablo Carreno-Busta. Her sikrer han, at kampen går i tredje og afgørende sæt. Video: Jonas Kjærsgaard

Tredje og afgørende sæt

Det var ikke til at se, det var en kamp mellem nummer 16 og nummer 133 på verdensranglisten.

Tredje sæt var således helt lige og jævnbyrdig i de første partier. De to duellanter holdt fast i eget serveparti, men faktisk var det Holger Rune, der vandt sine partier mest overbevisende.

Efter knap to timers spil stod der således 3-3 i det afgørende sæt, og alt var stadig helt åbent. Ved stillingen 4-3 til Carreno-Busta gik det dog galt for danskeren.

Spanieren fik brudt, og dermed bragte han sig på 5-3 i det afgørende sæt. På det her tidspunkt havde de hver især vundet 84 point, så spanieren havde altså bare formået at vinde de rigtige af dem.

Rune gik dog direkte ud og fik brudt tilbage, hvilket sendte store jubelbølger gennem publikum.

Desværre fik Busta brudt tilbage, og derfor sluttede kampen med en spansk sejr.