Tennis

Rune får wildcard til kæmpe turnering

Holger Rune er inviteret med i ATP 1000-turneringen Indian Wells, der spilles i Californien.

Holger Rune har vist lovende takter på det seneste, og nu får danskeren mulighed for også at gøre det i den store Indian Wells-turnering.

Rune har fået et wildcard til turneringen, der regnes som den største turnering i tenniskalenderen ud over de fire grand slam-turneringer.

Det skriver herrernes internationale tennisforbund, ATP, på sin hjemmeside.

- Det her wildcard viser virkelig, hvor meget tennisverdenen holder øje med Holger Rune i øjeblikket. Og det er et kæmpe skulderklap efter en god periode, hvor Holger Rune har spillet lige op med verdens nummer 16 og lige nu er i kvartfinalen i Orleans, udtaler TV 2 SPORTs tennisredaktør Henrik Jensen.

I slutningen af august kvalificerede Rune sig til årets sidste grand slam-turnering, US Open. Her endte det med et nederlag i første runde til verdensetteren Novak Djokovic. Rune vandt dog et sæt.

Siden har han blandt andet vist sig flot frem i en ATP-turnering i sidste uge, hvor han slog verdensranglistens nummer 24, Lorenzo Sonego, og spillede lige op med Pablo Carreño Busta, nummer 16 på verdensranglisten.

I disse dage deltager den unge dansker i en Challenger-turnering i franske Orleans, hvor han fredag skal spille kvartfinale.

Rune er sikker på ikke at møde Novak Djokovic i Indian Wells. Serberen har nemlig trukket sig fra turneringen.

Indian Wells vises på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY fra den 4. oktober. Se sendeplanen her.