Tennis

- Det ligger godt til Holger Rune, siger ekspert inden premierekamp

Den 18-årige dansker møder Ernesto Escobedo fra USA i første runde af Indian Wells fredag aften dansk tid.

Du kan se Holger Runes kampe på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra 21.30.

Den danske tennisspiller Holger Rune får sin debut ved den store Indian Wells-turnering i den amerikanske delstat Californien fredag aften dansk tid.

Hans kamp i første runde mod kvalifikationsspilleren Ernesto Escobedo fra USA begynder omkring klokken 21.30 dansk tid, og her danskeren favorit, mener TV 2 SPORTs tennisekspert Tine Scheuer-Larsen.

- Umiddelbart synes jeg, at det ligger godt til Holger Rune, så han kan spille sig videre til anden runde, siger eksperten.

- Holger Rune har gjort det godt på det seneste, og han har masser af selvtillid. Det er første gang, han er med i den her store turnering. Han elsker at være på den store scene, så jeg tror, at han har gode muligheder for at komme videre til anden runde.

Af Indian Wells' hjemmeside fremgår det, at kampen skal spilles på Stadium 4. Den er planlagt til at gå i gang umiddelbart efter mødet mellem Tereza Martincová og Elina Svitolina, der begynder klokken 11.00 lokal tid - 20.00 dansk tid.

Modstanderen vil også være tilfred

Den 25-årige Escobedo er nummer 178 på verdensranglisten, mens den 18-årige dansker er nummer 124.

Det er første gang, at de to står over for hinanden.

Escobedo kvalificerede sig til hovedturneringen med en sejr på 6-2, 6-4 over Mikhail Kukushkin fra Kasakhstan, der er rangeret som nummer 149 i verden.

- Hans modstander har været igennem kvalifikationen og har allerede spillet på banerne i Indian Wells. Man får også selvtillid, når man har kvalificeret sig, og han tænker da også, at det er en udmærket lodtrækning at møde Holger Rune, i forhold til hvem der ellers er med, siger Tine Scheuer-Larsen.

Skulle det lykkes for Holger Rune at vinde, står det allerede klart, at modstanderen i anden runde i så fald bliver den 13.-seedede chilener Cristian Garin, der er siddet over i første runde.

Holger Rune fik et wildcard til turneringen, der anses for at være den største efter de fire Grand Slam-turneringer.