Tennis

Frustreret Rune slået ud i første runde

Holger Rune tabte i to sæt, da han debuterede i den store turnering Indian Wells.

Det startede glimrende med et par serveesser, men efterhånden som Indian Wells-debuten skred frem, fik Holger Rune større og større problemer.

- Lortesport, udbrød Rune ved afslutningen på første sæt.

Det er måske så meget sagt, men en lortekamp endte det i hvert fald med at blive for Holger Rune.

Holger Rune - Ernesto Escobedo

  1. sæt: 4-6
  2. sæt: 1-6

Som nævnt fik Holger Rune ellers en fin start på kampen.

Holger Rune lavede to esser i sit første serveparti.

Kvalifikationsspilleren Escobedo holdt godt nok serv i første parti, men da Rune diskede op med to esser og vandt sit første serveparti rent, var der lagt op til endnu en flot kamp af danskeren.

De gode aktioner blev dog sjældnere og sjældnere i løbet af opgøret, og på den første sætbold slog Holger Rune bolden ud.

- Lortesport, mand. Lortesport! Rend mig i røven, mand, udbrød han frustreret.

En fejl af Holger Rune afgjorde første sæt.

I andet sæt fortsatte det som i første sæt. Holger Rune, der var inviteret med i turneringen på et wildcard, var i problemer. Han havde svært ved at få sit spil til at flyde, og det gik ham forståeligt nok på efter en ellers rigtig god periode.

- Der er nogle tennisdæmoner, der farer rundt i hovedet på ham, konstaterede TV 2 SPORTs tennisredaktør midt i andet sæt.

Tennisekspert Tine Scheuer tilføjede om kampens udvikling:

- Escobedo varierer det godt, og han giver ikke Holger ret mange ens bolde lige nu. Og han mærker jo også signalerne fra Holger.

Ved 5-0 fik Holger Rune en smule oprejsning, det blev den eneste gang i andet sæt, han formåede at holde serv.

Break blev det ikke til, og derfor tabte Holger Rune 6-4, 6-1.

Lyn-analyse

Holger kunne ikke rigtigt få spillet til at hænge sammen. Der var for mange ting, der forstyrrede - og han fik ikke rigtigt nogen rytme.