Tennis

- Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal spille tennis, siger Holger Rune

Holger Rune fik en god start, men gik død i sin Indian Wells-debut. Nu håber han på lidt pause efter mange kampdage.

- Det var en meget dårlig præstation fra min side. Jeg spillede på 20 procent af, hvad jeg kan, og så er det svært at slå nogen spillere i den her turnering.

Den 18-årige danske tennisspiller Holger Rune ærgrer sig over, at debuten i ATP Masters 1000-turneringen Indian Wells, der også bliver kaldt ”den femte Grand Slam”, blev noget kortere, end hvad han havde håbet på.

Han tabte nemlig i med 4-6, 1-6 i første runde til kvalifikationsspilleren Ernesto Escobedo fra USA.

Det danske tennistalent forklarer selv efter kampen, at han ikke var, hvor han skulle være. Dertil kommer den udfordring, at han er ved at være udkørt.

- Jeg var slet ikke til stede i nuet – jeg var alle mulige andre steder. Jeg er kamptræt, jeg har spillet 80 kampe i år og har næsten ikke holdt pause her på det sidste. Jeg har rejst fra den ene turnering til den anden. Så jeg er træt og har brug for pause, siger Holger Rune til TV 2 SPORT.

Hvordan kunne du mærke det?

- Der er måske både lidt jetlag stadigvæk, og så kan man som tennisspiller mærke, hvornår man er udkørt, hvornår man ikke har den samme ild på banen. Og det kunne jeg tydeligt mærke i dag (fredag, red.).

Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal spille tennis, hvis jeg skal være helt ærlig

Holger Rune

Holger Rune siger, at han ikke havde samme gejst, som han plejer at have, og viljen til at vinde hvert point manglende også.

- Det er skuffende. For oppe i mit hoved vil jeg så gerne, men min krop og det hele siger ligesom nej, og så er det svært at slå nogen som helst spillere på det her niveau, siger han efter kampen.

- Det er mest af alt frustrerende, når jeg ved, hvor højt niveau jeg kan spille på, og hvor højt mit bundniveau er, når jeg gør en indsats. Men jeg gør slet ikke en indsats – jeg ved slet ikke, hvad der sker. Jeg er totalt udkørt. Altså jeg havde lyst til at spille, og jeg var klar på at give mig fuldt, men det gik ikke.

Holger Rune lavede to esser i sit første serveparti.

Niveauet dalede

Holger Rune gik ellers uimponeret til værks og fik en god start på sin debut i Indian Wells, som anses som den største turnering under Grand Slams.

Det var aggressivt tennis fra start, og i indledningen udløste det flest danske vinderslag. Rune brød da også til 2-1, efter at en godt timet stopbold havde fremtvunget kampens første breakbold. Men Escobedo slog prompte tilbage ved at bryde rent tilbage til 2-2, og så var det, som om amerikaneren fik et lille overtag i kampen.

- Jeg kom meget godt fra start egentlig, men ellers falder mit niveau egentlig. Jeg laver alt for mange fejl – jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal spille tennis, hvis jeg skal være helt ærlig. Men det må jeg jo håbe, jeg finder ud af igen på et eller andet tidspunkt, så jeg kan blive ved med at vinde alle de kampe, som jeg har gjort her på det sidste, siger Holger Rune.

En fejl af Holger Rune afgjorde første sæt.

Havde publikum imod sig

Modstanderen Ernesto Escobedo var på hjemmebane i USA, og det var noget, Holger Rune kunne mærke ved flere lejligheder.

Den unge dansker kom flere gange med udbrud – både mod publikum, men også mod sig selv.

- Taget i betragtning af at de (publikum, red.) sad og råbte og skreg af, at jeg lavede smashfejl lige i nettet, så synes jeg, jeg gjorde det meget fint. Man bliver frustreret, det er gamet.

Var det publikum, der irriterede dig eller råbte, når du lavede fejl?

- Det var fint. Det var nogle amerikanere. Det var bare lige den ene gang, hvor de råbte ad en smashfejl, hvor jeg stod lige foran nettet nærmest og missede en smash. Det var lige i overkanten, synes jeg. Men ellers var det fint nok. Det er jo amerikanere, som jeg siger, så de hepper på deres egen spiller, og det er fair.

Holger Rune forklarer til sidst til TV 2 SPORT, at han ikke helt ved, hvad det kommende program byder på. Han håber dog på, at han kan holde lidt fri.