Tennis

Må ombooke flybillet efter at have slået stjerner på stribe

Tennisspilleren Aliaksandra Sasnovich besejrede natten til mandag stjernen Simona Halep ved Indian Wells. Tidligere slog hun også Emma Raducanu ud.

Hun troede faktisk ikke rigtigt på det. At hun, Aliaksandra Sasnovich, verdens nummer 100, skulle møde nogle af verdens bedste tennisspillere.

Derfor var det også helt utænkeligt, at hun skulle ende med at slå ikke bare én, men to af sportens største stjerner på to dage.

- Det var virkelig sjovt. Da jeg så lodtrækningen, kunne jeg se tre Grand Slam-vindere og Aliaksandra Sasnovich. Det var sjovt for mig, lød det fra hviderusseren.

Ordene faldt i minutterne efter, at hun højst overraskende slog den tidligere verdensetter Simona Halep ud af WTA-turneringen Indian Wells søndag aften – blot et døgn efter sejren over US Open-vinderen Emma Raducanu.

- Jeg spillede i dag mod Simona Halep, som er en stor mester. Jeg var virkelig nervøs til sidst, fordi jeg så gerne ville vinde, sagde Sasnovich, inden hun understregede, hvor lidt hun faktisk troede på, at det kunne lade sig gøre:

- Jeg havde allerede bestilt mine billetter hjem, for man ved jo aldrig. Det var måske 70-30 i hendes favør. Men jeg gik på banen og nød det, og jeg vandt. Wauw.

Vil fortsætte med at købe tidlige billetter

Sasnovich har altså gang i en fornem stime med tre sejre i træk, hvilket faktisk er den bedste sejrsstime, hun har sat sammen siden 2019.

Derfor var det nærliggende for stadionreporteren at spørge, om hun havde lavet noget om, siden det pludselig gik så godt. Og her faldt svaret prompte:

- Nej. Jeg fortalte dig jo, at jeg allerede har købt billetterne hjem. Jeg ville gerne ændre noget.

- Tidligere købte jeg dem ikke før tredje runde. Det gør jeg nu, og næste gang vil jeg gøre det samme, sagde en grinende Sasnovich, der også fik tilskuerne til at grine flere gange under interviewet på banen.

I ottendedelsfinalen møder Aliaksandra Sasnovich sin landsmandinde Victoria Azarenka, der er nummer 32 i verden. Kampen spilles tirsdag.