Tennis

Tauson spillede maratonkamp uden at spise – og det er helt bevidst

Clara Tauson overvejer, om hun bør ændre på sine vaner i fremtiden.

Det er mere reglen end undtagelsen, at tennisspillere finder en banan eller energibar frem, når der er ophold i spillet.

Det giver lidt sig selv, at der er brug for at fylde depoterne op, når verdens bedste spillere duellerer på den 23 meter lange bane.

Jeg er rimelig irriteret over, at jeg har stået ude i den bagende sol i tre timer, og at det så slutter på den måde

Clara Tauson

En klog TV 2 SPORT-seer har dog bemærket, at det ikke er noget, Clara Tauson gør sig i. Det danske stortalent holder sig udelukkende til drikkelse, når hun spiller. Og det er på ingen måde tilfældigt, fortæller hun til TV 2 SPORT, da hun blev spurgt ind til det efter torsdagens kamp på Tenerife.

- Jeg drikker rigtig meget med salt og sådan noget, men jeg får lidt ondt i maven, når jeg spiser under kampene. Så det prøver jeg så vidt muligt at undgå. Jeg kan godt se, at jeg skal gøre det, men jeg har aldrig rigtig haft problemer med kramper eller noget som helst.

- Jeg hydrerer og spiser rigtig godt inden mine kampe, så jeg kan stå derude i tre timer og svede, og jeg ved ikke hvad. Det påvirker selvfølgelig alle at spille i tre timer i bagende sol, men jeg føler ikke, det er min fysik, jeg taber på i dag (torsdag, red.).

Tauson tabte torsdag en maratonkamp på ferieøen Tenerife. Kampen varede i 2 timer og 48 minutter, hvilket helt objektivt virker til at være lang tid at dyrke topidræt uden at indtage mad.

Træner vil have rutine ændret

Derfor er det da også i danskerens overvejelser at ændre sine vaner, selvom hun endnu ikke har haft dårlige erfaringer med det.

Har du tænkt dig at ændre på det?

- Jeg tror gerne, min træner ville ændre det. Men jo, jeg har prøvet det lidt on and off, og måske skulle jeg prøve det igen. Jeg har bare en fin rutine med at spise rigtig godt inden og være klar til kamp med godt blodsukker, så jeg ikke kører op og ned hele tiden.

- Det er måske noget, jeg skal have inkorporeret nu, men jeg har jo ikke rigtig haft problemer med det hidtil. Der er jo ingen grund til at lave om på det, når der ikke er problemer, siger Tauson med et smil.

Clara Tauson var flere gange frustreret over dommerens kendelser i kampen mod Saisai Zheng ved WTA 250-turneringen på Tenerife. Video: Oliver Orup Kristensen

'Superærgerligt' nederlag

Danmarks bedste kvindelige tennisspiller tabte i tre sæt til kinesiske Saisai Zheng, der er nummer 86 på verdensranglisten.

Kampen blev spillet i 30 graders varme, og efter nederlaget forsøgte hun ikke at finde undskyldninger. Hun lagde dog slet ikke skjul på, at hun var frusteret.

- Jeg er rimelig irriteret over, at jeg har stået ude i den bagende sol i tre timer, og at det så slutter på den måde. Det er selvfølgelig superærgerligt.

- Man skal næsten tabe hver uge, og jeg er lidt ærgerlig over, det skulle blive i dag. Jeg følte, jeg kæmpede rigtig godt, selvom det ikke var min dag overhovedet, siger Tauson.

Tauson har én turnering tilbage i denne sæson. I næste uge deltager hun i Courmayeur Ladies Open i Norditalien, som er en WTA 250-turneringen på hardcourt.