Tausons vilde finalestatistik er ødelagt
Den danske darling var aldrig rigtig tæt på sejren.
Clara Tauson spillede søndag aften sin sjette finale i år.
Indtil da havde hun vundet dem alle, men i italienske Courmayeur blev det til nederlag til Donna Vekic. Dermed er danskerens fine finalestatisk brudt.
Donna Vekic 2-0 Clara Tauson
- Første sæt: 7-6
- Andet sæt: 6-2
Vekic var ellers useedet i WTA 250-turneringen, hvor Tauson var femteseedet.
Undervejs modtog den 18-årige dansker behandling, og hun virkede til tider en anelse slidt efter et 2021 med mange kampe.
- Jeg kunne ikke spille, som jeg ville, og det er jeg virkelig ked af. Jeg var virkelig træt, siger en tydeligt rørt Clara Tauson, der var ude i en hård tresætskamp i semifinalen.
Sådan forløb kampen
/ Ritzau
Første sæt havde et pudsigt forløb og startede meget nervøst fra begge sider. Således endte de fire første partier med brud, og så var man lige vidt ved 2-2.
Vekic var dog den første, der fik gang i spillet. Kroaten fik serven til at køre, og forhånden begyndte også at slå gnister.
I en periode vandt Vekic 16 ud af 20 bolde, og på den måde gik hun fra 1-2 til 5-2. Det lignede en spadseretur mod sætsejren, men som så mange gange før i denne turnering sled Tauson sig tilbage.
Danskeren fandt for første gang sit vanlige høje niveau frem, og efter at have afværget tre sætbolde udlignede hun til 5-5.
Kort efter skulle sættet afgøres i tiebreak, og her var der til gengæld ingen slinger hos Vekic. Hun bragte sig foran 6-0, og selv om Tauson eliminerede yderligere tre sætbolde, vandt Vekic 7-3.
Utilpas dansker
Men Tauson havde det ikke godt. Hun bad om lægehjælp efter sættet og fik tjekket blodtryk. Derefter fik hun nogle tabletter og forsøgte at genoptage kampen.
Frisk så hun ikke ud, da hun gik ud for at serve, men det lykkedes at hive det første parti hjem til 1-0. Hun var også godt med i de næste, men man fornemmede, at danskeren ikke var på toppen, og hendes fejl blev flere.
Uden selv at spille prangende tog Vekic de næste partier til 2-1-føring. I det efterfølgende parti havde danskeren to chancer for at bryde tilbage, men i begge tilfælde afværgede Vekic med esser, og hun holdt serv til 3-1.
Da Vekic så også brød til 4-1 på Tausons uprovokerede fejl, lignede det game over for danskeren.
Vekic kunne serve sejren hjem ved 5-2, og det gjorde hun på første matchbold med en skarp serv, som Tauson ikke kunne returnere.