- Det er et kæmpe skridt for Holger Runes karriere
Holger Rune ser frem til at indfri et stort mål, når han skal kæmpe blandt de bedste unge spillere i verden ved sæsonfinalerne.
Med fire Challenger-titler på under et år er Holger Rune stormet frem på verdensranglisten.
Det danske tennistalent er placeret som nummer 109 i verden, mens han blandt de unge spillere under 21 er med i den absolutte top.
Af samme grund har 18-årige Rune kvalificeret sig til sæsonfinalerne for verdens bedste unge tennisspillere - Next Gen ATP Finals. En turnering, Rune har drømt om at være en del af, hvorfor han glæder sig til at være med.
- Jeg er meget spændt på det. Det bliver en virkelig sjov oplevelse. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme ud og gøre mit bedste, arbejde hårdt for det og få publikum på min side.
- Jeg er i god form, jeg har spillet godt, jeg føler mig klar, og det er en sjov pulje. Så jeg glæder mig rigtig meget til at starte, siger Holger Rune.
Se Holger Runes første kamp ved sæsonfinalerne på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY fra klokken 16.00.
"Et kæmpe skridt"
Sæsonfinalen samler verdens otte bedst-rangerede spillere under 21 år, og her er Rune lige netop kommet med efter et afbud.
Det ændrer dog ikke på, at det er en fornem præstation at være med blandt de allerbedste unge spillere, hvorfor Rune ifølge TV 2 SPORTs tennisredaktør, Henrik Jensen, i den grad kan være stolt over, hvor langt han allerede er kommet.
- Det er et kæmpe skridt for Holger Runes karriere, at han kommer ind i den her sæsonfinale, hvor det er de bedste yngste spillere, der skal kæmpe mod hinanden. Og han er jo altså en af de alleryngste tæt på top-100.
- Så det er et stort skulderklap, siger Henrik Jensen.
Tror på semifinale trods svære kampe
Når man er en del af det fine selskab, kan man naturligvis også forvente hård modstand. Og der er lige netop, hvad Holger Rune får.
Danskeren skal nemlig møde turneringens på papiret bedste spiller allerede i første runde, når han står over for den 18-årige spanier Carlos Alcaraz, der er nummer 32 i verden.
- Jeg skal møde en spiller, der har gjort det vanvittigt godt i år og en spiller, der har spillet meget grus, siger Rune, der udmærket er klar over den udfordring, han står overfor.
Heldigvis for danskeren er respekten gensidig.
- Rune er en rigtig hård modstander, og hele gruppen spiller på et godt niveau lige nu, siger Alcaraz.
Vil i semifinalen
Selvom spanieren roser Rune, mener TV 2 SPORTs tennisredaktør, at de mange pladsers forskel på verdensranglisten formentlig vil kunne ses i den kommende kamp.
- Jeg tror, at Alcaraz lige nu er et skridt foran Holger Rune. Han er blandt de 40 bedste. Rune er en af de spillere, der kom sidst ind i turneringen, og der er meget hård modstand, siger Henrik Jensen.
Rune selv er som sagt også klar over den hårde modstand, men det forhindrer ham ikke i at gå ind til turneringen med stor tiltro til egne evner.
- Jeg tror, jeg har mulighed for at spille mig videre til semifinalen, siger han.
En semifinaleplads kræver en placering blandt de to bedste i gruppen. Hver gruppe består af fire spillere. Runes to andre modstandere er Brandon Nakashima fra USA og argentineren Juan Manuel Cerundolo.