Tennis

Federer-comeback trækker ud

Roger Federer bliver næppe klar til Australian Open, men han er indstillet på at komme tilbage, siger træner.

Roger Federer har ikke været i aktion siden sommerens Wimbledon, og det 40-årige schweiziske tennisikon får ikke comeback ovenpå sin knæoperation lige med det samme.

Således skal man ikke forvente at se Federer tilbage ved den næste grand slam-turnering, Australian Open til januar.

Det fortæller Federers kroatiske træner, Ivan Ljubicic.

- Jeg tror, at chancerne er meget små. Han er stadig ved at komme sig, og jeg ved, at han vil være sikker på at kunne spille turneringen på 100 procent, siger Ivan Ljubicic ifølge Reuters.

- Så jeg tror ikke, at Australian Open er en mulighed lige nu. Han vil tage det skridt for skridt, da han er 40 år og er nødt til at være tålmodig. Han kommer sig ikke lige så hurtigt, som han gjorde før.

Stopper ikke karrieren nu

Til gengæld kan træneren berolige verdens tennisfeinschmeckere med, at Federer er fast besluttet på at fortsætte karrieren trods sin alder og det stigende antal skader.

- Vi har talt om det, og jeg kan garantere, at han vil tilbage og spille tennis. Når han beslutter sig for at stoppe, tror jeg ikke, at det vil ske ud af det blå, lyder det fra den tidligere topspiller Ljubicic.

Federer kæmper med Rafael Nadal og Novak Djokovic om at have flest grand slam-trofæer i samlingen. Federer har i årevis ført denne konkurrence, men aktuelt har alle tre nu vundet 20 grand slam-turneringer.

Mens Nadal, der også har været ude med en skade længe, sigter efter at deltage i Australian Open om to måneder, er der anderledes tvivl om Djokovic.

Det er endnu uvist, hvilke coronarestriktioner der vil være til turneringen i Melbourne, og om det kræver vaccination at deltage. Djokovic ønsker ikke at fortælle, om han er blevet vaccineret.