Tennis

Djokovic styrer mod avancement ved sæsonfinalen

Den serbiske verdensetter slog nemt Andrej Rubljov fra Rusland og er nu oppe på to gruppesejre.

Verdensetteren Novak Djokovic nærmer sig med hastige skridt semifinalerne ved ATP Finals i Milano.

Den serbiske tennisstjerne hentede onsdag sin anden sejr i lige så mange kampe, da han slog russeren Andrej Rubljov med 6-3, 6-2.

Mandag indledte Djokovic sæsonfinalen med en sejr over norske Casper Ruud.

Hvis Ruud senere på onsdagen slår briten Cameron Norrie, der er indtrådt som reserve i stedet for den albueskadede Stefanos Tsitsipas, er verdensetteren garanteret avancement allerede før sin sidste gruppekamp.

Novak Djokovic har fem gange tidligere vundet ATP Finals. Skulle det blive til en sjette titel, så vil serberen matche Roger Federers rekord på seks triumfer i den prestigefyldte sæsonfinale.

Det er dog efterhånden et stykke tid siden, at Djokovic senest kunne hæve trofæet ved ATP Finals. Verdensetterens seneste turneringssejr kom tilbage i 2015.

ATP Finals er afslutningen på tennissæsonen med deltagelse af årets otte bedste spillere.