Federer forventer comeback til sommer
Roger Federer kommer ikke med i Australian Open og hans tilbagevenden til tennisbanen har lange udsigter.
Som ventet må publikum og tv-seere kigge langt efter tennisstjernen Roger Federer i årets første grandslam-turnering, Australian Open.
Den 40-årige veteran, der har vundet turneringen seks gange, bekræfter over for avisen Le Matin, at hans knæ har brug for ro efter flere operative indgreb.
- Jeg er nødt til at være tålmodig og give mit knæ tid til at hele. De næste måneder bliver afgørende, lyder det fra schweizeren.
Federer er blandt andet blevet opereret i menisken og for en bruskskade og har for nylig påbegyndt genoptræningen.
Han oplyser, at den første omfattende kontrol hos lægen har været "meget opmuntrende", men et comeback til tennisbanen har alligevel lange udsigter.
Afskriver Wimbledon
Han siger således til avisen, at han stiler efter at vende tilbage til sommer, men at han vil blive "ekstremt overrasket", hvis han er med ved Wimbledon, der begynder sidst i juni.
Den 20-dobbelte grandslam-vinder er dog ikke indstillet på at indstille karrieren endnu. Ambitionen er at give det et sidste skud i håbet om at vende tilbage til absolut topniveau.
- Mit liv ville ikke falde sammen, hvis jeg ikke kommer i en grandslam-finale igen. Men det vil være den ultimative drøm at vende tilbage. Og jeg tror stadig på det, siger han.
Roger Federer har ikke været i kamp, siden han 7. juli røg ud af Wimbledon i kvartfinalen.