Tennis

Minister afviser afpresning af Djokovic

Tennisspillere skal vaccineres før Australian Open for at beskytte samfundet i Victoria, påpeger minister.

Sportsministeren for den australske delstat Victoria, Martin Pakula, afviser, at det handler om afpresning, når der kræves fuld coronavaccination at deltage i Australian Open i januar.

Det siger Pakula i kølvandet på, at verdensetteren Novak Djokovics far kaldte det afpresning at kræve vaccination.

- Hvis du er gæstende international tennisspiller eller besøgende sportsudøver af enhver slags, handler det om ansvar over for det samfund, du bliver budt velkommen i, siger Martin Pakula ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Derfor beder vi de internationale tennisspillere om at følge de samme krav som borgerne i Victoria. Det handler ikke om afpresning. Det handler om at sikre, at samfundet bliver beskyttet.

Novak Djokovic er på intet tidspunkt kommet med et klart svar på, om han er vaccineret eller ej, men hans far, Srdjan Djokovic, antyder, at sønnen ikke er vaccineret.

- Når det handler om at blive vaccineret eller ej, så er det hver enkelts personlige ret at vælge, om man vil vaccineres. Ingen har ret til at træde ind i ens intimsfære, sagde Srdjan Djokovic til serbiske TV Prva ifølge Reuters.

- Under denne form for afpresning vil Novak formentlig ikke deltage. Jeg ville ikke gøre det, hvis det var mig. Og han er min søn, så du kan selv vurdere mit udsagn, tilføjede han.

Det er hans egen sag

Martin Pakula håber stadig at se verdens bedste tennisspiller i Melbourne til årets første grand slam-turnering.

- Jeg vil gerne gøre det klart, at jeg virkelig håber, at Novak Djokovic bliver vaccineret og spiller i Australian Open, men vælger han ikke at gøre det, er det hans egen sag, siger Martin Pakula.

Djokovic kan miste muligheden for at vinde Australian Open for fjerde gang i træk og tiende gang i alt.

Samtidig når han ikke i denne omgang sin 21. grand slam-titel, der vil placere ham foran Roger Federer og Rafael Nadal, der også begge har vundet 20 grand slam-titler.

Både Federer og Nadal er vaccineret mod coronavirus. Førstnævnte har dog meldt afbud til Australian Open, da han endnu ikke er ovre en knæskade.

Australian Open indledes 17. januar Melbourne.