Tennis

WTA dropper kinesiske turneringer efter Peng Shuai-sag

Kvindernes internationale tennisforbund, WTA, har valgt at suspendere alle turneringer i Kina.

Der bliver ikke spillet kvindetennis i WTA-regi i Kina lige foreløbig.

Onsdag meddeler kvindernes internationale tennisforbund, at det ovenpå sagen om tennisspilleren Peng Shuai suspenderer alle turneringer i Kina.

- Jeg kan ikke med god samvittighed bede vores atleter om at spille der, så længe Peng Shuai ikke må kommunikere frit og tilsyneladende er blevet presset til at modsige sine beskyldninger om seksuelle overgreb, siger WTA's formand og direktør, Steve Simon, i en udtalelse.

Peng Shuai, som har vundet Wimbledon og French Open i double, blev ikke set i mere end to uger, efter at hun havde fremsat anklagerne mod den tidligere vicepremierminister Zhang Gaoli på det sociale medie Weibo 2. november.

Ifølge 35-årige Peng Shuai skulle Zhang Gaoli have tvunget hende til sex i et forhold, som strakte sig over flere år.

- Den nuværende situation taget i betragtning er jeg også meget bekymret for de risici, vores spillere og stab kan stå over for, hvis vi skulle afholde turneringer i Kina i 2022, lyder det fra WTA-chefen Steve Simon.

I forrige weekend havde Den Internationale Olympiske Komités (IOC) præsident, Thomas Bach, et videoopkald med Peng Shuai, hvor hun sagde, at hun havde det godt og var i sikkerhed.

I en efterfølgende udtalelse forholdt IOC sig ikke til, hvorfor Peng Shuai i første omgang havde været væk fra offentlighedens søgelys, hvilket mødte kritik fra blandt andre organisationen Global Athlete, der er en forening af professionelle sportsfolk.