Tennis

Tennisforbund afviser boykot af Kina efter Peng Shuai-sag

Det Internationale Tennisforbund, ITF, ønsker ikke at boykotte Kina efter sagen om Peng Shuai.

Millioner af kinesere skal ikke straffes på grund af sagen om den 35-årige tennisspiller Peng Shuai.

Derfor vil Det Internationale Tennisforbund, ITF, ikke straffe Kina ved at boykotte landet og droppe afviklingen af turneringer i landet.

Det oplyser ITF-præsident David Haggerty, som søndag blev spurgt, om organisationen ville boykotte Kina.

WTA, kvindernes internationale tennisforbund, har valgt at suspendere alle sine turneringer i Kina.

WTA-formand Steve Simon forklarede beslutningen med "alvorlig tvivl" om Peng Shuais sikkerhed, efter at hun har anklaget en tidligere kinesisk toppolitiker for seksuelt overgreb.

Vil ikke straffe millioner

Samme linje vil ITF dog ikke følge, og forbundet afholder stadig juniorturneringer og andre turneringer i landet.

- Vi ønsker ikke at straffe millioner af mennesker, siger ITF-præsident David Haggerty ifølge AFP.

ATP, herrernes internationale tennisforbund, har valgt ikke at følge WTA's eksempel og vil fortsat holde turneringer i landet.

ITF, som står som tennissportens øverste organ, lægger sig op af samme linje som ATP og afviser at gøre det samme som WTA.

- Som den styrende organisation af tennis støtter vi kvindernes rettigheder, siger David Haggerty til BBC.

Anklage mod vicepremierminister

Peng Shuai skrev i november på sociale medier om, hvordan hun var blevet tvunget til sex af Kinas tidligere vicepremierminister Zhang Gaoli.

I tre uger efter beskyldningerne blev Peng Shuai ikke set offentligt, og internationalt var der bekymring for hendes velvære.

Hverken Zhang Gaoli eller den kinesiske regering har kommenteret beskyldningerne, og emnet er blevet censureret på det kinesiske internet.

David Haggerty lover, at ITF vil støtte en efterforskning af de anklager, som Peng Shuai er kommet med.

- De beskyldninger skal undersøges nærmere, og vi vil fortsat i kulissen arbejde for at bringe klarhed over dette.

- Man skal huske på, at ITF er det styrende organ for sporten på verdensplan, og vi er ansvarlige for udviklingen hos græsrødderne.

- Vi ønsker ikke at straffe en milliard mennesker, så vi vil fortsætte med at afvikle vores begivenheder for juniorer i landet samt vores begivenheder for seniorer, der finder sted i øjeblikket, siger David Haggerty.

Videoopkald som livstegn

Efter stort internationalt pres på de kinesiske myndigheder har der været livstegn fra Peng Shuai.

21. november fik Thomas Bach, præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité (IOC) lov til at gennemføre et videoopkald med tennisspilleren.

Her forsikrede hun, at hun var i sikkerhed og havde det godt.

IOC fik efterfølgende kritik for ikke at forholde sig til, hvorfor Peng Shuai overhovedet havde været forsvundet, og om hun var presset til at sige, som hun gjorde i videoopkaldet

I torsdags fortalte IOC, at endnu et videomøde havde fundet sted. Efter videomødet gav IOC udtryk for samme bekymring for Peng Shuais velvære, som WTA har gjort.