Tennis

Medier: Kinesisk stjerne trækker overgrebsanklager tilbage

Den kinesiske tennisspiller Peng Shuai har været ude af mediernes søgelys efter anklager om overgreb.

2. november fremsatte den kinesiske tennisspiller Peng Shuai anklager om seksuelle overgreb mod den tidligere kinesiske vicepremierminister Zhang Gaoli.

Men nu trækker hun i land, skriver flere medier med henvisning til et interview, som hun skulle have givet til det statskontrollerede singaporeanske medie Lianhe Zaobao.

- For det første skal jeg understrege, at jeg har aldrig sagt eller skrevet, at nogen har begået seksuelt overgreb på mig, sagde hun i en video udsendt af mediet.

- Folk har misforstået mig, lød det.

Ved flere lejligheder har der dog været spekuleret i, hvorvidt Shuais udtalelser har været frivillige.

Hun har været ude af mediernes søgelys i en lang periode efter de første anklager. I videoen fortæller hun ifølge nyhedsbureauet Reuters, at hun har boet i den kinesiske hovedstad, Beijing, uden at være under opsyn.

Peng sagde desuden i videoen, der blev lagt ud søndag, at hun personligt havde skrevet et brev i sidste måned til WTA-chefen Steve Simon, hvori hun benægtede påstanden om overgrebet.

Simon har siden været ude at sige, at han "havde svært ved at tro", at Peng rent faktisk havde skrevet mailen.

Kvindernes internationale tennisforbund, WTA, har siden taget konsekvensen af sagen ved at suspendere alle turneringer i Kina.

- Jeg kan ikke med god samvittighed bede vores atleter om at spille der, så længe Peng Shuai ikke må kommunikere frit og tilsyneladende er blevet presset til at modsige sine beskyldninger om seksuelle overgreb, sagde WTA's formand og direktør, Steve Simon, i den forbindelse.

- Den nuværende situation taget i betragtning er jeg også meget bekymret for de risici, vores spillere og stab kan stå over for, hvis vi skulle afholde turneringer i Kina i 2022.