- Det ligner ikke Tauson, siger ekspert
Timingen for Clara Tausons skade er ikke god. Om lidt venter årets første store mål.
Det gik slet ikke, som Clara Tauson havde håbet på i fredag morgens kvartfinale i WTA-turneringen i Melbourne.
I stedet for at fejre en plads i semifinalen er hendes opgave nu at komme sig efter en skade i højre inderlår. Her bliver hendes modstander tiden.
- Det er rigtig ærgerligt og synd, fordi hun har spillet så god en turnering. Det er frustrerende for hende, når der venter en turnering i Adelaide og den helt store turnering Australian Open om meget kort tid. Så det var nok en fornuftig beslutning at stoppe her, siger TV 2 SPORTs tennisekspert Tine Scheuer-Larsen.
Tauson havde modtaget behandling efter første sæt, men opgav at fortsætte efter to tabte partier i andet sæt.
TV 2 SPORT har været i kontakt med Tauson, der fortæller, at hun trak sig med smerter i inderlåret.
Slemt, når Tauson trækker sig
Hun tog sig flere gange til baglåret efter hårde dueller, og Scheuer-Larsen, der kommenterede kampen, kan kun gisne om skadens omfang.
- Det er slemt, når Clara smider håndklædet i ringen. Det ligner hende ikke. Hun er en utrolig fighter, så det er klart noget, der har gjort ondt. De har sikkert nået at snakke lidt om, at hun skal stoppe, hvis det gør for ondt, for det er skidt, hvis det forværres, siger eksperten.
Én ting er sikker: Om ti dage begynder Australian Open, hvor 19-årige Tauson for første gang deltager i seniorernes turnering.
Inden Australian Open er en opvarmningsturnering i Adelaide på programmet. Det er endnu uvist, om Tauson har planer om at spille den.