Djokovics skæbne afgøres i nat - redaktør frygter for efterspillet

Ved midnat søndag dansk tid skal Novak Djokovic ved en høring i Melbourne have afgjort, om han må spille Australian Open.

Novak Djokovic har haft mange dejlige oplevelser i Australien, hvor han 9 gange har han løftet Australian Open-trofæet. Besøget i forbindelse med jagten på titel nummer 10 har været knap så dejlig.

Siden onsdag har ikkevaccinerede Djokovic opholdt sig på et karantænehotel, efter han ved indrejse fik inddraget sit visum. Men snart får han en afklaring.

Søndag klokken 24 dansk tid, begynder en høring i Melbourne. Her bliver det med al sandsynlighed afgjort, om Djokovic får lov at blive i Australien og deltage i den berømte Grand Slam-turnering, eller om han bliver sendt hjem.

Derfor er det en tennisverdenen, der venter i spænding.

- Den sag fylder alt lige nu. Der er jo nærmest ingen, der har bemærket, at Rafael Nadal vandt sin første turnering siden maj, siger TV 2 SPORTs tennisredaktør, Henrik Jensen.

- I de internationale medier har den alle overskrifter, og sådan har det været fra den dag, han landede i lufthavnen. Han har overskygget alt og alle i starten af den her tennissæson og taget al fokus fra det, der handler om spillet på banen.

Australsk regering afviser forklaring

For at rejse ind i Australien skal man være vaccineret. Det er Djokovic ikke. Han rejste dog til Australien i troen om, at han havde fået dispensation på baggrund af, at han i midten af december blev smittet med coronavirus.

Den dispensation afviser den australske regering søndag.

- Den australske regering har ikke givet Djokovic en forsikring om medicinsk dispensation, siger regeringens advokater ifølge nyhedsbureauet Reuters forud for høringen.

Djokovics advokater påstår, at han af australske myndigheder havde fået tilsagn om, at han opfyldte kravene for at rejse ind i landet. Men regeringen forklarer søndag, at den endelige verificering af hans visum først kunne ske, når han ankom.

Den australske regering anfægter desuden serberens krav om dispensation fra vaccination på baggrund af, at han var smittet i december.

Frygter voldsom reaktion

Serbiens præsident, Aleksandar Vucic, har kaldt sagen for en politisk heksejagt, og der har været demonstrationer i både Beograd og Melbourne, mens Djokovic har været isoleret på karantænehotellet.

- Jeg frygter, der kan komme endnu flere hidsige og voldsomme reaktioner, hvis han bliver nægtet at stille op. Serberne vil virkelig være vrede, og jeg kan godt frygte nogle voldsomme demonstrationer, siger Henrik Jensen.

Desuden vil det også være et stort nederlag for turneringsarrangørerne, som efter sigende har givet Djokovic den medicinske dispensation, vurderer Henrik Jensen.

- Det er jo klart turneringens største stjerne i herrerækken. Han har ejet turneringen gennem de seneste 10-15 år, siger Henrik Jensen.

Begge parter har ved en afgørelse mulighed for at appellere sagen. Australian Open begynder mandag 17. januar.

De vigtigste nedslag i Djokovic-sagen

    1. Turneringsleder slår fast, at det kun er spillere, der er vaccinerede mod covid-19, der får adgang til Australian Open.

    2. Novak Djokovic, der ikke har talt offentligt om, hvorvidt han er vaccineret, vil stadig ikke sige noget.

    3. Ny tvivl om Djokovics deltagelse ved Australian Open

      Turneringsdirektør Craig Tiley siger følgende: - Hvis Novak dukker op ved Australian Open, er han enten vaccineret eller har en gyldig medicinsk undtagelse.

    4. Indrejse

      Djokovic får dispensation og rejser mod Australien.

    5. Nægtet adgang

      Djokovic bliver nægtet adgang og bliver indlogeret på et karantænehotel i Melbourne.

    6. Udsættelse

      Det kommer frem, at en dommer udsætter afgørelse af sagen. 

    7. Flere Djokovic-støttere er vrede og demonstrerer: Australsk minister afviser beskyldninger, om at han bliver holdt fanget.

    8. Takker for støtten

      Samme dag giver Djokovic for første gang lyd fra sig: - Tak til mennesker over hele verden for jeres fortsatte støtte. Jeg kan mærke den, og den er højt værdsat, skriver Djokovic på Instagram.

    9. Det kommer frem, at Djokovic ifølge hans advokater har fået dispensation til at rejse ind i Australien grundet smitte i december.

      Samme dag kommer det desuden frem, at Djokovic optrådte til et event dagen efter positiv test.

    10. Afviser forklaring

      Den australske regering afviser Djokovics forklaring forud for høringen natten til mandag dansk tid. 

    11. Djokovic vinder retsmøde

      Mandag morgen dansk tid gav en dommer ved et retsmøde i Melbourne ham medhold i, at han skal have lov til at opholde sig i Melbourne, hvor Grand Slam-turneringen begynder næste mandag.

      Dommer Anthony Kelly vurderede, at Djokovic i sidste uge fik frataget sit visum på et urimeligt grundlag. Han beordrede Djokovic løsladt inden for 30 minutter, og han fik pas og rejsedokumenter tilbage.